Der er noget umiddelbart tiltrækkende ved reklamerne for Det Kongelige Teaters nye ballet, Den Store Gatsby. Det dekadente Art Deco-univers sætter rammen for historien om rigmanden Jay Gatsby, og gennem ham katalyseres et kritisk blik på det amerikanske samfund med de klasseforskelle og den overflade, der gjorde og stadig gør sig gældende. At Frank Moon har arrangeret musikken over Gershwins guddommelige musik fra perioden, gør bestemt ikke forestillingen mindre tiltrækkende.
F. Scott Fitzgeralds roman er blevet bearbejdet utallige gange. Mest kendt er nok filmudgaven fra 2013, instrueret af Baz Luhrmann med Leonardo DiCaprio i hovedrollen. En film, jeg så med interesse, men hvor jeg var noget forvirret over historien.
Og netop historieformidlingen bliver da også denne ballets største problem. For selvom koreograf Arthur Pita langt hen ad vejen har et godt greb om historiefortællingen, så drukner handlingen i detaljer, så det er svært at følge med uden et gedigent forhåndskendskab til historien. Karakterernes indbyrdes relationer til hinanden er fuldstændige umulige at følge, hvis man ikke på forhånd ved, hvem de er. Selv efter gennemlæsning af synopsis i programmet har jeg svært ved at finde rundt i karaktererne, hvilket især går ud over 2. akt, hvor mit hoved mere end én gang bliver ualmindeligt tungt. Flot koreografi og smuk musik rækker langt, men det er ikke nok til at holde interessen fanget i 2 timer og 30 minutter.
Pita får blandet dans fra tiden med klassiske ballettrin på en smuk måde. Den uendelige række af letbende dansepiger, der bevæger sig henover scenen, bliver mere og mere trist, efterhånden som handlingen skrider frem, og klasseskel og livsvilkår åbenbarer sig. Visse af de store scener virker dog rodede, og det er svært at vide, hvor man skal kigge hen for at følge med i handlingen.
For kendere af bogen vil denne forestilling uden tvivl være en udsøgt delikatesse, men for mig blev det en lang forestilling, der nok bød på flotte visuelle optrin, men hvor handlingen fortabte sig i skinnende overflader og tidstypiske kostumer, som overskyggede den dybere fortælling.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Camilla Winther
Skriv et svar