Parklife

The Lion

Jeg har lidt travlt og sved på panden, da jeg møder op til Public Performances første audiowalk i Kongens Have, The Lion. Jeg har tidligere været på en del af disse audiowalks, og det har vist sig at være en af mine yndlingsmåder at opleve performance på. På sidste års CPH Stage oplevede jeg fix+foxys STALKER, og for nogle år siden, på en varm augustaften, var jeg på tur med Time Travel Tours, også arrangeret af Public Performance, der dengang hed Liminal. Endnu før da deltog jeg i Oprørets Koordinater af kunstkollektivet Familien.

Der er noget helt særligt spændende ved at gå rundt i en lille gruppe og opleve en forestilling, som ingen af de mennesker, der bevæger sig omkring os, aner foregår. De forbipasserende bliver ofte utilsigtede statister i vores oplevelse. Det føles næsten som at være en del af en hemmelig klub, hvor hver instruktion og hvert skridt skaber en fælles historie. Audiowalks formår at transformere helt almindelige byrum til levende, sceniske universer, hvor grænserne mellem virkelighed og fiktion udviskes.

Public Performance og Erik Pold sætter fokus på magt. For hvorfor ser Kongens Have ud, som den gør? Kontrolleret og alligevel lidt vild. Pold får os til at marchere ned ad alleen, bevæge os i en lang linje mellem den ene marmorkugle efter den anden, som et spil snake, danse stopdans foran Caroline Amalie og opføre vores helt egen usuperviserede scene som en slags oprør mod hans magt over vores handlinger. Det er en legende og tankevækkende måde at undersøge forholdet mellem individet og systemet på, hvor publikum hele tiden balancerer mellem at følge og bryde reglerne.

This is not a line but part of a very large circle

Idag er ørebøfferne på i Ørstedsparken. Jeg møder guiden med den orange vest, vi skal opdeles i 2 grupper. Det er Berlinbaserede Gob Squad der står bag denne audiowalk, og i vores ører hører vi selve parken tale til os. Den problematiserer det forhold, at vi føler os tæt på naturen, når den er så tæmmet og menneskeskabt som den er, f.eks. i en park. Vi bliver opfordret til at reflektere over, hvordan vi indgår i dette menneskeskabte landskab, og hvordan vores egen tilstedeværelse påvirker rummet omkring os. Hver lille instruktion, hver bevægelse, vi foretager, forvandler parken til et slags scenisk univers, hvor den dialog, vi har med naturen, bliver en del af forestillingen. Samtidig får vi også små glimt af parkens historie og dens plads i byen.

Guiden går med den anden gruppe, min gruppe er afhængig af de instruktioner, vi får i ørerne. Det skal vise sig at blive lidt af et problem, i hvert fald for mig. Undervejs stopper vi ved flere lokationer og bliver bedt om at danne rundkredse. Den første med hånden på en statues penis, hvilket straks skaber en vis akavet stemning, da ingen rigtigt har lyst til at deltage i denne del af instruktionen. Det føles næsten komisk, hvordan sådanne små detaljer kan ændre dynamikken i gruppen. Walken fokuserer på det cirkulære i alting og udfordrer vores forhold til naturen. Mod slutningen af walken mødes vi med den anden gruppe på en bro. Vi råber Det Skal Nok Gå af hinanden imens forbipasserende forvirrede kigger på os.

Og det er her det går galt, i hvert fald for mig. For da vi skal gå igen fra denne bro, følger jeg instruktionerne i mine ører, og inden jeg har set mig om, er jeg blevet væk fra gruppen. Jeg kan høre, at de må stå et eller andet sted og danse i cirkler, men jeg kan simpelthen ikke finde dem. Panikken begynder langsomt at snige sig ind; jeg spejder rundt i parken med et desperat håb om at genkende en kendt skikkelse eller høre et genkendeligt ord fra den anden gruppe. Med øret stadig klistret til instruktionerne prøver jeg at følge med og lade mig lede af stemmen, men det føles som om jeg danser uden en partner, alene i ensemblet.

Det ville have været fint at have to guides til denne audiowalk. Eller måske skulle undertegnede have lyttet bedre efter. Eller måske skete der et teknisk glitch. Under alle omstændigheder måtte jeg gå lettere skuffet fra parken. Følelsen af at miste forbindelsen til gruppen og stå alene midt i en performance, der ellers handler om fællesskab og interaktion, blev en uventet påmindelse om, hvor sårbart og skrøbeligt det kan føles at blive adskilt fra en større helhed. Mens jeg gik rundt og spejdede efter de andre deltagere, blev jeg mindet om, hvordan netop denne form for kunst kan udfordre ens grænser og skabe øjeblikke, der både er frustrerende og refleksive. På mange måder blev min oplevelse en uplanlagt del af forestillingen, hvor jeg pludselig stod som en slags statist i en forestilling, jeg ikke længere helt forstod.

Garden on The Grave

Jeg er tilbage med høretelefoner på, klar til en bevægelse ind i dødens univers, ind på Assistens Kirkegård. Det finske kollektiv WAUHAUS står bag denne walk, som tager os med på en unik rejse gennem tid og rum. Udstyret med et nødtæppe (hvad mon vi skal bruge det til?) begynder vi vores langsomme vandring ind i den tidslomme, som Assistens Kirkegård er. Omkring os ses velholdte gravsten, gamle træer, og livlige blomsterbede, der sammen skaber et surrealistisk tableau af natur og historie, mens kollektivets stemme guider os til refleksion over livet, døden og alt derimellem.

Tiden går lidt langsommere herinde. Og nu skal nødtæppet i spil, for vi skal ned at ligge på jorden og før vi ved er det er vi ved at blive opslugt af kirkegårdens jord, inviteret til vores egen død. Dødens stadier gennemgåes og da vi bevæger os videre, er det morsomt ar se bede med jordbær og løgplanter der vokser op på tusindvis af menneskers jordiske efterladenskaber.

Garden on the Grave får os til at reflektere over vores egen sameksistens med naturen, vores egen forgængelighed og dermed også vores evige liv. Det er en langsom og eftertænksom oplevelse, der virkelig gør godt efter en lang dags tumlen rundt i hamsterhjulet. Vi  stopper op, mærker jorden og lader refleksionerne tage over. Lydene, stemmerne og omgivelserne forstærker følelsen af at være en del af noget større, hvor tid og rum opløses, og det intime møde med livets cyklus træder frem.

Helheden

De tre ovenstående audiowalks udgør en helhed, og selvom de er meget forskellige, handler de alle tre om vores forhold til verden omkring os, om at se verden med nye øjne, sænke farten, tænke på fællesskabet og blive bare lidt mere opmærksomme på verden omkring os. Når vi overgiver os til stemmerne i øret, der for en kort stund bestemmer, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal se verden, udfordres vores opfattelse af kontrol og fri vilje. Audiowalks som disse fremhæver kunstens evne til at skabe refleksion og nærvær i en tid, hvor vi ofte er fanget i hverdagens hurtige tempo. De giver os mulighed for at stoppe op, mærke efter og måske endda genfinde en følelse af samhørighed – både med naturen og med hinanden.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om de tre audiowalks her.

📸: Public Performance