Det er første gang, Tivolirevyen har en komiker som kunstnerisk chef, nemlig Linda P., og det har allerede skabt en del omtale i medierne, særligt da en af de medvirkende valgte at forlade revyen under henvisning til, at man havde forskellige forventninger til produktionen. Sådan en udmelding kan jo kun skærpe nysgerrigheden omkring, hvad den rent faktisk indeholder.
Det er i år Linda P., Thomas Warberg, Kurt Ravn og Xenia Lach Nielsen, der står på scenen i et revyformat, der stort set er som vi kender det, og så alligevel ikke. Revyen går sin slagne gang med forskellige sketches, men musikken er brugt væsentligt anderledes. Fraset et par enkelte numre, der indgår som reelle revynumre, hvoraf det bedste klart er Lyden af Stilhed med tekst af Linda P. og musik af Simon and Garfunkel, fremstår resten af musikken som en slags pausemusik, hvor Xenia Lach-Nielsen i et Mad Men-lignende sekretærkostume giver os det ene gode gamle 50’er-hit efter det andet. Noget giver mening i forhold til revyen, resten knapt så meget, selvom Lach-Nielsen som altid synger vidunderligt. Man savner dog en klarere sammenhæng til resten af revyen, der nogle gange kan føles lidt tvungen.
Anden akt er den mest velfungerende, og selvom revyen over en bred kam mangler satirisk bid og samfundsmæssig relevans, så er der alligevel et par numre der står særligt ud. Thomas Warberg har et helt standup nummer om parforhold, hvor det lykkes ham at få foldet begrebet mental load ud på en måde, som jeg aldrig har hørt det før. Han formår at balancere humor med en dybere refleksion over moderne kønsroller og de udfordringer, der knytter sig til dem. Overraskende er det, at det er Warberg, der kommer med det mest feministiske indslag på hele aftenen. Nummeret er både respektfuldt og sobert, men samtidig ret præcist.
Lidt senere folder Linda P og Thomas Warberg sig ud i vild improvisation med informationer, som Warberg inkvisitorisk har opnået fra publikum i netop det foregående nummer. Det er genialt! Deres dynamik på scenen er en af aftens absolutte højdepunkter, og det er tydeligt, at begge har en stærk sans for timing og samspil. Det improvisatoriske element tilføjer en friskhed, der giver publikum en oplevelse af noget unikt og nærværende.
Når vi nu taler om feminisme, er det også iøjenfaldende, at der ud af ni medvirkende på scenen kun er to kvinder. Hele bandet, under ledelse af Mathias Grove, består af mænd. Det svinger, men var det virkelig umuligt at finde bare en enkelt kvinde eller to mere? Det ville ikke kun have bidraget til en større diversitet i ensemblet, men også givet mulighed for et bredere kunstnerisk perspektiv, der kunne have styrket revyens relevans.
Manglen på kvinder på scenen er et symptomatisk eksempel på en bredere problematik inden for kulturlivet, hvor repræsentation ofte halter efter. I en tid, hvor samfundet er mere opmærksom på kønsbalancer og mangfoldighed, virker det nærmest som en forpasset chance for Tivolirevyen.
Det ER en fornøjelig aften i Tivolirevyen, men Linda P kører en meget sikker stil, og der er ingen sketches, der på nogen måde føles farlige eller har det mindste samfundskritiske bid. Dette er ærgerligt, når nu holdet egentlig er så fremragende og rummer potentialet til at levere noget virkelig banebrydende. Linda P selv spiller stort set den samme rolle i fire forskellige numre, og Xenia Lach-Nielsen er reduceret til sangfugl, fraset et enkelt nummer, hvor vi også får lov at se hendes spil.
Man savner en større variation i karakterarbejdet, hvor de individuelle styrker hos ensemblet kunne have været udnyttet langt bedre end tilfældet er. Med det talent, der er til rådighed, kunne man have ønsket sig en produktion, som tør at tage chancer og bryde med de traditionelle revynormer – måske endda tackle aktuelle samfundsemner med humor og kant.
Jeg tror på, at Linda P kan udvikle Tivolirevyen, men det bliver ikke den succes i år, som man kunne have ønsket sig. Tivolirevyen 2025 er et solidt underholdningsformat, der leverer glimt af genialitet og talent, men som savner modet til at udfordre og overraske i et større samfundsmæssigt perspektiv. Der er plads til vækst, og måske vil fremtidige sæsoner bringe den udfordring og diversitet, som mangler i denne omgang.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her
📸: Camilla Winther
Skriv et svar