Det er Josef og Maria, det er Bonnie and Clyde, det er Romeo og Julie blandet sammen i en dyster fortælling i et tidløst Norge, hvor næstekærlighed er fraværende, og drastiske metoder må tages i brug for at overleve for gravide Alida og kæresten Asle. Det lyder måske dystopisk, men er det egentlig ikke, for vi befinder os tilbage i tid, i en tid hvor skammen lagde sig som en dyster dyne over én, hvis man vovede at få et barn udenfor ægteskab.
Fortællingen væver sig ind i en universel historie om marginalisering og kampen for accept i et samfund, der ikke tilgiver dem, der afviger fra normerne. Asle og Alida bliver både symboler på kærlighedens styrke og på dens sårbarhed, når den står over for sociale og kulturelle fordomme. Deres rejse er ikke kun en fysisk kamp for et sted at bo, men også en kamp for menneskelig værdighed, for retten til at eksistere i en verden, der synes at have glemt næstekærlighedens grundprincipper.
Der er ikke meget juleevangeliehygge over Jon Fosses historie om Asle og gravide Alida, som ingen vil hjælpe og som må klare sig på særdeles tvivlsom vis. Centralt er deres kærlighed til hinanden og deres ønske om bare at leve et normalt liv blandt andre mennesker. Men samfundet er utilgivende og hårdt, og deres kærlighed bliver både en styrke og en skæbne, der driver Asle til desperate handlinger. Alida, derimod, navigerer på sin egen måde gennem den barske virkelighed. Som en person der ikke har læst forlægget, er jeg spændt – mon det lykkes at fortælle historien så en uindviet forstår den?
Helt centralt er operakoret. De er på scenen hele tiden, sortklædte. De sidder fredsommeligt i baggrunden og giver et ekko af handlingen, spiller mennesker fra byen og udgør en sort, afvisende mur. Lige så afvisende som trævæggen, der udgør Erlend Birkelands scenografi. Lyset titter ud gennem mellemrummene mellem plankerne, men det er ikke tilgængeligt for Asle og Alida. Korets stemmer har en dobbelt funktion; de er både en fysisk manifestation af samfundets dom og en åndelig refleksion af parrets indre kamp.
Operaen er nyskrevet med musik af danske Bent Sørensen og libretto af Jon Fosse. At Fosse selv har skrevet librettoen fremstår som lidt af en genistreg, for hvem er mon bedre end forfatteren selv til at destillere handlingen og stemningen ned til essensen af forlægget. Bent Sørensens musik væver sig ind i fortællingen med en gennemtrængende kraft. Den er som en understrøm, en konstant pulserende energi, der både driver handlingen frem og afslører de skjulte lag af følelser og konflikter blandt karaktererne. Musikken balancerer mellem melankolien og skønheden, og selv når librettoen beskriver noget smukt, er der en dissonans i musikken, der minder os om den mørke understrøm af desperation og håbløshed. Musikken bliver en karakter i sig selv, en stemme for det, der ikke kan siges med ord.
Louise Mcclelland Jacobsens frostklare sopran kalder desperat på Asle, mens Wiktor Sundqvists Asle i starten af historien har ét eneste omkvæd: Vi finder nok snart et sted at bo. Der er noget dvælende ved scenebillederne og scenografien, der ikke er særligt foranderlig, men til gengæld får publikum til at mærke trøsteløsheden gennem marv og ben.
For hvis skyld er det, at denne situation er opstået? Asle og Alida selv, samfundet, eller en kombination af begge? Samfundets strenge normer og moralske fordømmelse har skabt en barsk virkelighed, hvor parret tvinges til at tage ekstreme midler i brug for blot at overleve. Asles kærlighed til Alida er altoverskyggende, så stærk at den driver ham til handlinger, som både er desperate og farlige, hvilket han betaler en meget ultimativ pris for. Alida, på sin side, navigerer den brutale verden med en forvirret styrke, som kvinder ofte har vist i patriarkalske samfund. Hendes overlevelsesinstinkt og evne til at tilpasse sig bærer hende fremad, uanset omkostningerne. Hun går derhen, hvor der er en mand, der vil beskytte hende, men spørgsmålet hænger i luften: hvad koster det Alida at overleve på denne måde, og hvor meget kærlighed kan overleve?
Jon Fosses og Bent Sørensens opera om Asle og Alida skaber et uheldsvangert billede af et samfund, hvor tolerancen er forsvindende lille, og kærligheden bliver en sprække af lys i mørket. Operaen efterlader os med et ekko af den ubarmhjertighed, der kan opstå, når næstekærlighed går tabt, men den peger samtidig på kærlighedens evne til at overleve, selv under de mest brutale forhold. At opleve nyskrevet nordisk opera på Operaens store scene, hvor de store klassikere oftest spilles, er vidunderligt.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Monika Kolstad og Miklos Szabo
Skriv et svar