Det er mest regn og ikke sne og is, der præger aftenen, hvor min datter og jeg indfinder os på tribunen i Ulveda lene for at overvære Kim Fupz Aakesons dramatisering af H.C. Andersens Snedronningen. Godt nok må forestillingen stoppes et par gange undervejs, mens en byge driver forbi, men vi er velforberedte med masser af overtøj, så vi nyder det hele. Regndråbernes sagte trommen på publikums medbragte værn mod vejret bliver en del af oplevelsen – som om vejret selv insisterer på at tage del i fortællingen.
Et stort øje udgør den grundlæggende scenografi; om der er en splint i, eller ej, er ikke til at se, men flot er Benjamin La Cours scenografi, der også rummer kæmpestore tårne med skærme, som bruges som digital scenografi. Simpelt, men fuldt af betydning. La Cour, der har været foregangsperson inden for digital scenografi i Danmark, får i Ulvedalene mulighed for at integrere det digitale med det mere arkitektoniske, hvilket han også har vist, at han er en udsøgt mester i, i denne sæson.
Her vandrer Gerda, i Laura Skjoldborgs skikkelse, op og ned ad en drejescene, der ikke blot drejer rundt, men også går i bakkedal, på sin færd for at bringe den fortabte Kaj (Alvin Olid Bursøe) med splinten i øjet tilbage til kærligheden. Og det er netop denne kærlighed, der er omdrejningspunktet for forestillingen, for med den fordrives den isnende onde Snedronning, der holder Kaj fanget og med et enkelt kys suger varmen ud af hans sjæl som en anden dementor, mens en fornuftskulde tager bolig i ham. Mille Lehfeldt manifesterer nok kulden, men hendes nærvær på scenen er der ingen tvivl om, selvom det ikke er meget tid, hun bruger der.
Kostumerne, kreeret af Ida Marie Ellekilde, fantasifulde og eventyrlige, bidrager til den magiske atmosfære og understreger karakterernes udvikling – fra Gerdas uskyldige beslutsomhed til Snedronningens isnende elegance. På sin vej møder Gerda adskillige væsener; nogle vil hende det godt, andre knap så meget. Tine Gotthelf, Simon Mathew, Christiane G. Koch, Jela Natius Abildgaard og Anton Hjejle spiller kannibaler, rensdyr, røverpiger og finnekone og bygger eventyret op omkring os i Nicolai Fabers instruktion.
Selvom Fupz Aakeson har gjort sit bedste for at dramatisere fortællingen, er den måske alligevel lige til den tynde side for en 2,5 time lang forestilling. Det har man især opnået ved at tilføje en del musik til historien. Selvom Marie Koldkær Højlunds musik fungerer – lige fra den syleskarpe snedronningesang til technofest hos prinsessen – så fremstår det til tider som fyld, hvilket også gør, at forestillingen føles lidt for lang. Alligevel er det netop musikken, der ofte løfter stemningen, giver forestillingen rytme og skaber øjeblikke, hvor børn og voksne bliver draget ind i eventyrets univers.
Dog må særligt Laura Skjoldborg roses, for når hun brænder Snedronningen væk med sin kærligheds varme, godt hjulpet på vej af La Cours pyroteknik, rører hun mig ægte lige i hjertet. Hendes evne til at give Gerda både sårbarhed og styrke skaber en hovedperson, man kan spejle sig i, og hendes rejse fra tvivl til mod binder forestillingen sammen. Publikum holder for et øjeblik vejret, opslugt af det magiske møde mellem is og ild. Forestillingen er som altid imponerende med sine 50 statister og mange medvirkende, der tilsammen væver et levende tapet af eventyret omkring hovedpersonerne. Man fornemmer tydeligt det samlede holds dedikation.
Alt i alt er Snedronningen en visuelt betagende og følelsesladet forestilling, der formår at balancere det enkle med det storslåede. Selvom den trækker lidt ud, og handlingen til tider føles spinkel, opvejes det af den stærke scenografi, det dygtige ensemble og de smukke musikalske indslag. Det er en oplevelse, der varmer – selv på en regnvåd og kold aften i Ulvedalene.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Camilla Winther
Skriv et svar