Klods-Hans

En del af repertoiret på Pantomimen i år er de to eventyrforestillinger, Klods-Hans og Askepot. Begge balletter opføres under åben himmel i Tivolis eventyrlige omgivelser og har det til fælles, at scenografien er skabt af Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Selvom de visuelle rammer har samme ophav, er koreografer og komponister forskellige.

Programmet er tilrettelagt sådan, at man på udvalgte dage kan opleve begge balletter i forlængelse af hinanden. Ved sæsonens premiere var stemningen ekstra høj, da scenografen, Hendes Majestæt Dronningen, selv var til stede og blev mødt af stor mediebevågenhed og applaus fra publikum. Forestillingerne tiltrækker et bredt publikum, der nyder de farverige kostumer, de finurlige detaljer og de dansende fortællinger, som folder sig ud på den ikoniske Pantomimeteaterscene.

Klods-Hans havde urpremiere sidste år og egner sig godt til det ærkedanske, som Tivoli repræsenterer. Her er der fuld skrald på nationalromantikken. Dronningens scenografi er hyggelig og ligner absolut noget fra et eventyr, mens Tobias Prætorius’ koreografi er både deskriptiv og morsom. De små, komiske detaljer vækker glæde hos min ledsager og blandt resten af publikum.

Min 9-årige ledsager havde ingen problemer med at afkode ballettens kommunikationskoder og forstod alle replikkerne, selvom det var stumteater, som hun kaldte det. Hun syntes det var fascinerende at opleve, hvordan den ordløse fortælling blev levende gennem dans, mimik og musik. Desværre blev samme 9-årige ledsager dårlig mellem de to forestillinger, så jeg nåede desværre ikke Askepot, men den må jeg have til gode til en anden gang.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Anett Ahrends

Skriv et svar