Skønheden og Udyret var den første Disneyfilm, jeg så i biografen. Jeg var otte år gammel, og filmen gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg husker, at jeg kastede mig hulkende i min mors arme og blev forskrækket over, hvor stor en effekt en film kunne have på mig.
Disneys klassiker, der er baseret på et ældgammelt folkeeventyr, bor altså i mig, og jeg glæder mig til sceneudgaven, som jeg aldrig har set før. Den har tidligere spillet på Det Ny Teater, men nu bringer Lion Musicals den endnu engang til Danmark, og det med toppen af poppen inden for musical både for og bag scenen.Det er også med en vis nysgerrighed, at jeg går ind til denne opsætning: Vil forestillingen lykkes med at balancere eventyrets sødme med de mørkere undertoner, og kan den levere både humor og hjertevarme uden at miste sin dybde?
Det Kongelige Teaters gamle scene kunne næsten ikke være mere perfekt til denne musical, og med alle sine ornamenteringer passer den lige ind i rokokostilen, som Camilla Bjørnvad også har designet kostumerne efter. Kostumerne er ikke kun Belles ikoniske gule kjole og Udyrets blå jakkesæt, men rummer også Lumieres guldbukser, Cogsworths tilknappede ur og alle de andre levende genstande på slottet, der overrasker Belle den ene gang efter den anden.
Forestillingen er fuld af funklende enkeltpræstationer. Her stråler blandt andet Carsten Svendsen som den guldbeklædte lysestage og butler, Lumiere, om kap med Joakim Knopps tørre hushovmester, Cogsworth. Svendsen formår at bringe varme, lethed og en næsten sprudlende livsglæde ind i rollen. Joakim Knopps Cogsworth er på samme tid alvorlig og ufrivilligt morsom, og samspillet mellem de to er skønt. Der er gjort en dyd ud af Cogsworths langsommelighed, blandt andet fordi Knopp bevæger sig rundt på scenen på sine knæ. Hertil kommer Sofie Lassen-Kahlke som en sødmefuld Mrs. Potts.
Gaston, der den aften, hvor jeg ser forestillingen, spilles af Rasmus Snedker, har en skøn baryton og er tilpas øretæveindbydende med, hvad der må siges at være definitionen på toksisk maskulinitet. Hans overdrevne selvtillid, brede smil og insisterende selviscenesættelse rammer plet i rollen som landsbyens selvudnævnte helt. Mikkel Moltke Hviilsom er skøn som Lefou og lyder næsten som Jess Ingerselv.
Kenneth M. Christensen har den gode dybde i sin stemme til at udgøre et farligt Udyr, selvom det nu og da kan være svært at høre, hvad han siger. Johanne Milland giver med sin vanlige charme liv til en lidt verdensfjern Belle med netop den humor og integritet, der skal til for at lokke mennesket frem i Udyret. Hun er sødmefuld, men det er også en rolle, vi har set hende i flere gange tidligere. Milland er som altid dygtig og en fornøjelse at opleve, men denne aften er hun desværre flere gange lidt off-key, og jeg undrer mig over, at hendes stemme lyder tyndere, end jeg ved, den kan være. Årsagerne kan være mange, blandt andet det betydelige tekniske nedbrud, som jeg vender tilbage til om et øjeblik. Hun kommer dog absolut efter det og får foldet hele sin stemmepragt ud i 2. akt.
Benjamin La Cours scenografi byder igen på skærme sammen med større setstykker, men heldigvis bruges mange af skærmene også til at skabe dybde i lag på scenen. Scenografiens samspil med skuespillerne, for eksempel når både Belles far og Belle selv jages af ulve, er utrolig virkningsfuldt. I starten af forestillingen går det dog helt galt for teknikken. Stakkels Johanne Milland entrerer på en helt mørk scene, og kort efter forsvinder lyden fuldstændig. Herefter sidder vi i 15 minutter og venter på, at der kommer styr på det. Det er, hvad der kan ske – det er teater, det er live, det er levende mennesker, der får det hele til at fungere, og nogle gange går tingene ganske enkelt galt. Men selv efter at teknikken i scenografien igen kører på skinner, bliver der ved med at være problemer med mikrofoner, der ikke er tændt på de rigtige tidspunkter.
Som nævnt er der virkelig mange gode enkeltpræstationer i forestillingen, som også er et visuelt festfyrværkeri, og alt i alt er det en godbid for dem, der elsker show og glamour. Men forestillingen er også en smule ujævn og måske lidt for tæt på originalen. Jeg savner at mærke karaktererne, og hovedhistorien drukner lidt i de gakkerier, der selvfølgelig er til stede, men som virker en smule malplacerede i forhold til hinanden. Alt i alt kan man sige, at Skønheden og Udyret på Det Kongelige Teater er lidt som et fortryllet slot: et sted, hvor alt kan ske – og ofte gør det, gerne midt i et blackout eller med en mikrofon på afveje. Men heldigvis fortryder man ikke besøget, for her får man både show, charme og teknisk spænding, og hvis noget skulle gå galt, kan man altid trøste sig med, at man trods alt ikke blev forvandlet til en lysestage undervejs.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Morten Rygaard
Skriv et svar