Om det er et rent og skært sammentræf eller om det er intenderet ved jeg ikke, men i hvert fald er det pudsigt, at der, samme år som Magnus Horns Oscarnominerede Pigen med Nålen, har premiere, også laves en musical om Dagmar Overbyes liv. Pudsigt på den gode måde, for historien om seriemorderen Dagmar Overbye er næsten ikke til at fatte. Hvis det så bare var forsmåede elskere hun havde taget livet af, men Overbye dræbte spædbørn, som hun havde lovet deres ulykkelige mødre, der ofte var blevet gravide udenfor ægteskab, at tage i pleje. I stedet kvalte hun spædbørnene og skilte sig af med dem hvor hun kunne. I latrinen, i kakkelovnen eller i en kurv på loftet.
Det er i Ruds Vedby, man lige nu kan opleve musicalen om Dagmar Overbye. Ruds Vedby Borgspil skiller sig ud fra sommerens andre friluftsamatørspil ved at være nyskrevet – både manuskript og musik er splinternyt. Og det er ingen undtagelse i år; det har de gjort siden 1989, og med stor succes.
I år er det Jesper Nielsen, som du måske kender fra podcasten Apropos Musical, der har skrevet manuskriptet og instrueret holdet af amatører fra Ruds Vedby og omegn i en historie, der tør gå ind i det mørke, som de fleste ikke forbinder med musicals. Men genren er meget bredere, end mange ved, og derfor overrasker det mig ikke, at der er kommet en overordentlig medrivende forestilling ud af den grumme historie.
Nielsen har skrevet et ganske velfungerende manuskript, der holder sit publikum fanget, men også tillader sig at kommentere på datidens patriarkalske strukturer, som i og for sig er en af de underliggende årsager til hele miseren. Og nok er det en musical, men man har også haft mod til at skrive lange og reelle spillescener ind i forestillingen. Her kommer vi for alvor ind under huden på karaktererne og får lov til at mærke dem. Guderne skal vide, at flere af de store musicalaktører i Danmark mangler dette mod.
Musikken, som i øvrigt er særdeles velkomponeret og virkelig ørehængende, er skrevet af Louise Knudsen med musikalsk arrangement af Johan Berg. Og det er altså ægte musical, vi har med at gøre. Historiefortælling, hvor sangene driver handlingen frem, hvor der er kælet for sangteksternes poesi, og hvor publikum mærker, at folkene bag forestillingen virkelig vil os noget. Det er, med andre ord, god kvalitet.
Der er altså rigtig mange gode ting at sige om forestillingen. Og bevares, det er amatører, der står på scenen – det er vi ikke i tvivl om. Der er en skæv tone hist og her, selvom jeg er sikker på, at sangcoach Johnny Jørgensen har gjort sit allerbedste. Der er også adskillige lidt ubehjælpeligt leverede replikker, men over en bred kam gør amatørerne i Ruds Vedby og omegn det godt.
Den første, der skiller sig positivt ud fra mængden, er Tage Sørensen som den aldrende professor Wimmer, der skal mentalbedømme Overbye. Han overrasker med en ganske solid sangstemme og en overordentlig velkarikeret psykiater i en lang spillescene alene med Dagmar Overbye, som fungerer overraskende godt. Også Natasja Olsen som Dagmar Overbye må bemærkes; hun giver os med sit mere eller mindre konstante stenansigt lige en flig af Overbyes indre – så meget, at vi tror, vi lige om lidt forstår grunden til hendes handlinger, for så at klappe i igen som en østers. Der går meget længe, før vi hører hende synge, men hun har også en fin sangstemme. Karoline Aaagesen, der får korthuset til at ramle for Dagmar Overbye, spilles af Sara Jonassen, og hun har en solid sangstemme og rører os dybt, når hun vælger tilgivelse frem for had – i øvrigt flot iscenesat med morgenlyset, der rammer scenen, når vi endelig mærker lidt håb. Også Helle Jensen og Susanne Wessmann lægger man mærke til på hver sin måde.
Lidt malurt er der altid – åbningen på 2. akt er mærkværdig og næsten en kopi af 1. akt. Jeg når at blive bekymret for, at vi skal igennem det samme igen, inden handlingen skifter retning. Skulle man opsætte forestillingen igen, kunne man overveje at integrere retssagen endnu mere i historien fra start. Det ville formentlig give en historie, der gled lidt lettere. Ligeledes stikker koreografien af Frederikke Dencker flere steder ud og bliver en tand for moderne til det ellers tidstypiske udtryk, man har valgt – dog undtaget den flot iscenesatte jazzklubscene, hvor alt svinger og er dejligt.
Englemagersken er et meget oprigtigt portræt af en af Danmarks største seriemordere, der både fortæller hendes historie og samtidig forholder sig til tiden omkring og de ulykkelige kvinder, der mister deres børn to gange – først når de giver dem fra sig, og senere når de opdager, at de er døde. Er det værd at tage til Ruds Vedby for at se forestillingen? Ja, absolut!
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Sarah Olsen
Skriv et svar