
I loftet på Basement under Vega hænger flere forskellige typer køkkeninventar. Der er blandt andet et rivejern, en gryde og en ske, som alle er suspenderet på forskellig vis. På bordet står en blender, og der ligger en kniv ved siden af, mens en flaske rødvin troner i vinkøleren. Hvis man ikke kendte til forestillingens indhold, kunne man let tro, at man var havnet midt i et madshow, hvor kokken snart ville tage fat og forvandle ingredienserne til et overdådigt måltid.
Men nej – det, der skal foregå i dette køkken, er noget helt andet og langt mere blodigt. Stamina Teater, som er en vækstlagsgruppe med flere produktioner bag sig, har nemlig kastet sig ud i en ægte bodyhorror-forestilling. Det velskrevne manuskript, der rummer mange gode pointer, er forfattet af Astrid Gade, som også har stået for instruktionen af forestillingen. På scenen står Emilie Dorthea alene som den søgende og noget afkoblede hjemmekirurg. I en monolog, der på én gang både er morsom og forfærdende, formår hun med stor underspillethed, at skabe både komiske og grusomme øjeblikke.
Sagen er nemlig den, at der bor noget ondt i Hjemmekirurgens krop, og i et forsøg på at identificere hvad det er, bestiller hun en klon af sig selv på Den Blå Avis, så hun kan dissekere klonen og undersøge hvad der foregår. Og der går ikke længe før hun er smurt ind i blod, efter hun på behørig vis har skilt hovedet fra kroppen.

Klonen selv er cirka dobbelt så stor som hjemmekirurgen. Undervejs i forestillingen bliver den store klondukke, skabt af Pernille Højlund Nielsen, suspenderet som en slagtegris eller en morbid form for BDSM, mens hjemmekirurgen går på opdagelse i, hvad der befinder sig indeni kroppen. Og det er ikke så lidt, hun finder. Udover de normale organer finder hun også sin livshistorie skrevet på tarmene, stifter bekendtskab med en mavesæk, der slår hende til jorden, oplever bebrejdende samtaler mellem tarmene og hjertet, for til sidst at identificere, hvor det ganske, ganske onde sidder.
Emilie Dorthea mestrer en ret genial underspillethed, som virkelig løfter hele forestillingen. Selvom undertegnede måske savner lidt mere temperament og flere temposkift i iscenesættelsen, er det netop denne underspillethed, der gør oplevelsen både vildt morsom og til tider rørende. Når hun står med sit glas vin i hånden og vipper til Fergies Big Girls Don’t Cry, mens klonen hænger i baggrunden med tarmene væltet ud af maven, er det svært ikke at trække på smilebåndet over kontrasten mellem det absurde og det hverdagsagtige. Samtidig besidder hun også en pludselig eksplosivitet, som især kommer til udtryk hen mod slutningen, hvor hun nærmest forsøger at gå i ét med sin klon – en scene, der både er intens, grænseoverskridende og overraskende sårbar
Forestillingen er grotesk i sin scenografi og dukkemageri.Men fortællingen forløses desværre lidt ujævnt, og man savner at få indblik i, hvad der ligger bag denne stakkels persons tilstand og handlinger. Gennem lange passager dvæler forestillingen ved enkelte billeder eller scener, ofte med mange gentagelser eller forløb, der bliver trukket unødvendigt meget ud. For eksempel føles det ensformigt, når hjemmekirurgen gentagne gange spiller sækkepibe på lungerne, eller når hun igen og igen smadres mod gulvet i en slags duel med sin egen mavesæk. Forestillingen mister momentum og går lidt i stå.

Pointen står dog skåret i pap og bliver til sidst lidt for tydelig og banal. Vi skal huske at være gode ved os selv, tage vare på os selv og vores hjerte, for ellers ender vi med at vende hadet indad. En mere subtil pointe, som forestillingen også rummer, er, at der faktisk ikke er nogen andre end én selv, der kan redde det spiddede hjerte. Ingen andre gør det for dig; det er kun dig selv, der har nøglen til at hele og tage ansvar for dine egne sår og din egen udvikling. Måske handler det netop om at turde konfrontere det, der gør ondt, og acceptere at vejen til forandring starter indefra – også selvom det kræver mod og sårbarhed.
Hjemmekirurgen er en morsom og morbid forestilling, der ikke ligefrem chokerer, men heller ikke er bange for at udpensle sit univers for os. Det er modigt af Stamina Teater, og det er underholdende at overvære. Hjemmekirurgen er ikke bare et blodigt teaterstunt – det er en fortælling om at finde ind til kernen af sig selv og om at tage ansvar for sit eget hjerte, også når det gør ondt.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om Teater Stamina her.
📸: Frederikke S. von Eyben




Skriv et svar