Ovenstående er både titlen på en roman af Christina Hesselholdt og et turismeslogan fra delstaten Virginia i USA. Nu er det også et teaterstykke, for Signe Hørmann Sørensen har bearbejdet og iscenesat Hesselholdts roman, der lige nu spiller på Aveny-T’s foyerscene.
Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med romanen, så jeg går ind til forestillingen uden forudindtagede forventninger eller forhåndsviden om historien. Sammen med resten af publikum bevæger jeg mig – enten barfodet eller iført blå overtræksfutter – forsigtigt hen over scenegulvet. Under fødderne breder der sig enorme billeder, som er svære at tyde; det er nærmest umuligt at afgøre, hvad de forestiller. Selve scenen er udvidet og føles betydeligt dybere end vanligt – der er lukket helt af bagtil, så scenografien strækker sig bagud mod foyeren helt hen til toiletterne. På publikumsrækkerne sidder nogle lidt aparte udseende personer, som viser sig at være medvirkende i forestillingen. På gulvet trisser Thomas Diepeveen rundt om Mikkel Lunds kørestol.
Mikkel Lund indtager rollen som Mr Up Front, en karakter, der er fuldstændig opslugt af en gammel, uopklaret mordsag. Gennem forestillingen forsøger han efter bedste evne at genfortælle sagens forløb – enten direkte til publikum eller til sin ven og hjælper – men undervejs ændrer detaljerne sig konstant og med forvirrende hast. Det bliver hurtigt tydeligt, at vi befinder os i et univers, hvor grænsen mellem fakta og fantasi hele tiden forskydes, og hvor fortællingen aldrig helt får fodfæste. Den omtalte mordsag fletter flere foruroligende elementer sammen: En mor, der har et incestuøst forhold til sin datter, kompromitterende billeder, en mystisk elsker og hovedpersonens far, hvis rolle forbliver uklar.
Musikken spiller en væsentlig rolle i forestillingen og leveres af duoen WelikeWe, bestående af Sara Nigard Rosendal og Katrine Grarup Elbo. De tilfører scenen en sanselig og til tider foruroligende (og larmende) lydkulisse, der understreger forestillingens intense stemning og bidrager til den fragmenterede oplevelse. Mordsagens hovedperson, Elisabeth, bringes til live af Arina Trostyanetskaya, der både spiller og taler rollen – og hun gør det på engelsk, hvilket tilføjer endnu et lag afstand og fremmedgørelse til fortællingen.
Det tager imidlertid meget lang tid, før jeg begynder at forstå, hvad forestillingen egentlig handler om. Dette skyldes flere ting. For det første er den ekstremt teksttung og introducerer et væld af navne, som man skal forsøge at holde styr på. Mikkel Lund, der har ansvaret for store dele af dialogen, er desværre ofte svær at høre og forstå, hvilket betyder, at mange detaljer glipper for mig i begyndelsen. Oven i det overdøver musikken til tider skuespillerne, hvilket forværres af, at ingen af dem benytter mikrofon, selvom musikken spilles gennem højtalerne. Det gør det til en udfordring at følge med i dialogen. Særligt til premieren er der store problemer med lyden: Høje brag og forstyrrelser fra lydsystemet gør det svært at afgøre, om det er en del af forestillingens udtryk, eller om teknikken bare svigter. Først da violinisten slår sin mikrofon fra, bliver det tydeligt, at lydproblemerne ikke er intentionelle, og herefter bliver det også meget lettere at høre, hvad skuespillerne siger. Samlet set bidrager de mange tekniske og lydmæssige udfordringer til, at publikums oplevelse bliver fragmenteret, og det kræver ekstra koncentration at holde tråden i fortællingen. Det er en skam, for netop teksten og interaktionen mellem karaktererne er central for at forstå de mange lag og nuancer i forestillingen.
Forestillingen har et tydeligt performativt præg, som især kommer til udtryk gennem Arina Trostyanetskayas fysiske nærvær på scenen. Hendes kropslige spil understøtter og forstærker de mange replikker, hun leverer, og det er tydeligt for publikum, at hun behersker sit håndværk og har stor kontrol over både stemme og bevægelse. Trostyanetskaya formår at binde sin karakter sammen med hele forestillingens atmosfære. Alligevel efterlades man som publikum med en følelse af usikkerhed omkring hensigten med netop denne tilgang: Hvad vil hun kommunikere med sine bevægelser, og hvordan spiller det ind i foretillingens samlede fortælling? Selvom hendes talent og engagement er uomtvisteligt, bliver formålet med hendes udtryk aldrig helt tydeligt, og det bidrager til den overordnede følelse af fragmentering og uklarhed, som præger forestillingen.
Samlet set er Virginia is For Lovers en forestilling, der udfordrer sit publikum med både form og indhold. Den fragmenterede fortællestruktur, de tekniske vanskeligheder og det performative udtryk skaber en oplevelse, hvor man som tilskuer må være ekstra opmærksom og tålmodig for at få greb om de underliggende temaer og karakterernes indbyrdes relationer. Selvom forestilingen til tider føles uklart og svært tilgængeligt, byder det samtidig på stærke skuespilpræstationer og en sanselig atmosfære, især for den, der værdsætter kunstnerisk eksperimenteren og teater, som tør udfordre konventionerne.
⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Marie Vedel
Skriv et svar