Jeg blev imponeret over den tekniske integration af 3D, AI og live teater, da jeg oplevede Sky66en på Aveny-T sidste år. Konceptet var både nytænkende og spændende, og selvom forestillingen måske ikke helt nåede i mål, satte den gang i interessante refleksioner om en verden med AI, som vi dengang kun lige var begyndt at udforske.
I det halvandet år, der er gået siden Sky66en, har AI taget kvantespring, og vores brug og integration af teknologien er fulgt med. I dag har de fleste på den ene eller anden måde gjort AI til en fast del af hverdagen. Derfor er jeg også nysgerrig på, hvad holdet bag denne teknopoetiske forestilling, med instruktør Michael Fock i spidsen, nu kan byde på af nye og interessante elementer.
Det er igen ARTificial Mind og Cecilie Waagner, der står for AI-delen af forestillingen, mens Carl Emil Carlsen sørger for den visuelle integration mellem skærm og menneske. Denne gang har Luise Kirsten Skov fået selskab af Mathias Rahbæk, og sammen med Dawn – forestillingens AI – improviserer de en del af forestillingen frem. Undervejs bærer de gudhjælpemig navnene Adam og Eve, og deres mission er at finde hemmeligheden bag paradisets have samt en mulig løsning på klimakrisen. Selvom de forsøger at afmontere den oplagte navnebanalitet, lykkes det ikke helt. Adam og Eve og Dawn og Paradisets Have. Come on.
Forestillingen foregår på engelsk, formentlig fordi det endnu ikke er lykkedes at skabe en kapabel AI, der kan tale dansk – og det er sådan set fint nok, hvis ikke det var for det frygtelige ekko på mikrofonerne, som undervejs gør især Luise Kirsten Skov nærmest umulig at forstå, oven i de i forvejen meget akademiske og studentikose betragtninger. Det hjælper en smule, når de to skuespillere træder væk fra forscenen og op på selve scenen, men det er stadig en stor hæmsko for en forestilling, der i forvejen fremstår ufærdig.
Vi har, som publikum, fået besked på at medbringe stueplanter hjemmefra, og efter flere tekniske problemer bliver de koblet op til AI’en, som til sidst opsluger Mathias Rahbæk. Forestillingens påstand er – måske – at vi ikke både kan forholde os objektivt til naturen og samtidig være en del af den. I hvert fald mister Rahbæk evnen til at kommunikere, da han bliver en del af den integrerede AI-natur. Forestillingen veksler mellem banaliteter, smukke øjeblikke og helt unødvendige elementer.
Det er spændende at kombinere teater og teknologi på denne måde, men det føles ikke længere særligt interessant eller nyskabende at opleve en AI interagere med mennesker. Den lange sekvens, hvor Dawn skaber billeder ud fra publikums forestillinger om paradis, virker overflødig – det har vi set før. Det, der virkelig kunne være spændende, ville være at bruge AI i en kontekst, hvor teknologien ikke samtidig problematiseres, men i stedet indgår som et enkelt virkemiddel.
Paradis er den svære toer, og som så mange andre toere lykkes den kun delvist. Forestillingen føles på mange måder som en gentagelse af Sky66en og tilfører ikke væsentligt nye greb, men den rummer dog enkelte interessante øjeblikke, især i samspillet mellem teknologi og skuespillere. De to medvirkende kæmper til tider med den tekniske integration, der ikke fungerer optimalt, og “historien” står stadig lidt uklar for mig. Alligevel er der momenter, hvor forestillingens eksperimenterende tilgang giver stof til eftertanke. Jeg ser frem til at opleve teknologien igen, og håber, at der bliver tænkt nye tanker om konceptet, hvis der skulle komme en tredje udgave.
⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Carl Emil Carlsen
Skriv et svar