Amour

Amour er en særdeles velvalgt titel til den rørende fortælling om ægteparret Georges og Anne. Forestillingen bygger på Michael Hanekes film af samme navn og opføres nu i en bearbejdet version på Århus Teater. Kærligheden er hele omdrejningspunktet – den dybe, gamle kærlighed, som er vokset gennem et langt liv med samliv og kompromiser, og som for alvor kommer på prøve, da Anne rammes af et slagtilfælde. Langsomt og drastisk mister hun sine evner, og parrets rolige pensionistliv bliver forvandlet til en daglig prøvelse.

For situationen er kompleks, når den ene del af et ældre par pludselig rammes af sygdom. Kærligheden er der – selvfølgelig – men samtidig melder sorgen sig over at miste sin partner til en ubarmhjertig sygdom, der gør hende ukendelig og forvandler hende til en enerverende Hallo-dame, så man får lyst til at låse døren til det værelse, hvor hun utrætteligt råber efter sin mor eller hvem som helst, og lade forblive lukket til evig tid.

Det er norske Line Paulsen, der har iscenesat forestillingen på Scala-scenen i Århus. Hun gør det med en afdæmpet nøgternhed, som undervejs skaber plads til at være i alle de svære følelser. Paulsen har klogt valgt at holde de spillede følelser på et minimum, blot for at lade dem opstå i rummet mellem karaktererne.

Anders Baggesens Georges nedbrydes gradvist fra kærlig ægtemand til afmægtig plejer, der til sidst står i en så mudret situation, at intet valg føles rigtigt. Han vil beholde Anne hjemme – for enhver pris, også selvom det betyder hans egen langsomme nedbrydning. Undervejs mister han evnen til at tage sig af både sig selv og sin datter. Jeg har ikke tid til at tage mig af din bekymring, udbryder han frustreret til den datter, som ellers kunne tage del og aflaste, men som ikke får lov. Kirsten Olesen er rystende troværdig med sin klagende kalden, sin vekslen mellem dødsønske og livslyst, og til sidst sin helt infantile blabren, når Georges sprogtræner med Anne for at opretholde et minimum af funktionsniveau.

Venner og familie kan ikke så meget andet end at komme med de blomster som lejligheden langsomt fyldes af.  Den velmenende, men knasende irriterende nabo, der bedyrer, at de bare må sige til, formår Line Bie Rosenstjerne at gøre til et udtryk for en navlepillende og overfladisk altruisme, der i bund og grund dækker over afmagt og berøringsangst – og som alt for mange af os kan genkende. Den form for altruisme findes ikke hos Katinka Launbjergs sygeplejerske, der med kølig effektivitet og med betalingen i orden, får ordnet det nødvendige uden at kere sig synderligt om den person, hun plejer.

Men det er Nanna Bøttchers afmægtige datter, der med sit afdæmpede, men velplacerede sammenbrud virkelig forløser de usagte og underspillede følelser. Sammenbruddet rammer med millimeterpræcision netop dér, hvor vi har brug for det, og giver os et øjebliks afløb for alt det svære, vi sidder med. Sammen med de uddrag af klassisk klavermusik, der spilles live af pianist Albin Andersson, skabes et kortvarigt rum til refleksion.

Rebekka Bentzens sirlige scenografi emmer af ro og elegance med det klassiske sildebensparket. De ordnede rammer smuldrer i takt med Annes funktionstab. I en sidste, hjerteskærende scene overgiver Georges sig til afmagten – eller kærligheden – og gør en ende på det hele.

Amour på Århus Teater er ikke bare veliscenesat og velspillet; det er også teater om en befolkningsgruppe og en livsfase, som vi sjældent ser afbildet på scenen, på trods af det komplekse og følelsesspændstige indhold, denne livsfase – alderdommen – rummer.

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Emilia Therese

Skriv et svar