På mit arbejde gik snakken om forældre forleden dag henover frokostbordet. Det er min påstand, at forholdet til vores forældre er det mest komplekse, vi nogensinde kommer til at have. Det er noget, vi alle kender til – på godt og ondt, hvad enten det er tæt eller distanceret. Ved frokostbordet talte vi om, hvordan man i en søskendeflok kan opleve de samme forældre helt forskelligt, alene på grund af aldersforskellen. Altså, at ens forældre har udviklet sig mellem én selv og ens søskende, så de gode eller dårlige oplevelser, man selv har haft, kan være helt fraværende for en søskende, mens de til gengæld har haft andre oplevelser, man ikke selv kender til.
Rikke Wölck har derfor også taget fat på noget af det kernestof, der ligger til grund for vores personligheder, i arbejdet med manuskriptet til forestillingen Min Mægtige Mor på Teatret ved Sorte Hest. På scenen står tre kvinder fra tre generationer – alle døtre, alle mødre.
På den lille blackbox-scene har scenograf Kisser Rosenquist fyldt rummet med røde døre, som kvinderne smukt komplimenterer i deres grønne kostumer. Karen Lise Mynster spiller den elegante, midaldrende kvinde, der ikke kan nå ind til sin kriseramte voksne datter. Rikke Wölck gestalter kunstnermormoren i sin nussede badekåbe, der har svært ved at erkende sine egne svigt. Laura Bro indtager rollen som både datteren og barnebarnet, der måske selv snart skal være mor, og som i sin livskrise skubber det menneske fra sig, der er allermest optaget af, at hun har det godt.
Karen Lise Mynster er især vidunderlig i den indledende monolog, hvor hun slår lejr ved den hoveddør, som hendes datter nægter at åbne for hende. Hun bliver effektivt lukket ude og møder en mur af tavshed – både psykisk og fysisk. Hun smalltalker det bedste hun har lært med sig selv, men smerten skinner igennem, og blandt den også bebrejdelserne. Rikke Wölck er dejligt nærværende, måske endda mere overfor barnebarnet end overfor sin egen datter, mens Laura Bros replikarbejde desværre fremstår stift og kunstigt.
Forestillingen giver ikke mange svar, men stiller heller ikke særligt tydelige spørgsmål. Selvom det er interessant at dykke ned i dynamikkerne i de svære familieforhold, forbliver forestillingen uforløst og tilbyder ikke nye indsigter i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse. Vi kommer aldrig rigtig ind til kernen af udfordringerne, og selvom især Karen Lise Mynster er en fornøjelse, er jeg stadig i tvivl om, hvad forestillingen egentlig vil mig.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Robin Skjoldborg
Skriv et svar