Jeg er 16-17 år gammel, og Fame spiller på Det Ny Teater i København. Jeg bærer på en god portion drømme om selv en dag at stå på scenen, og det er en vild oplevelse at se de unge på scenen opføre en forestilling, der i store træk handler om mig selv.
Selvom det nu er 25 år siden, jeg havde denne oplevelse, sidder den stadig dybt i mig. Derfor møder jeg også op til premieren på One and Only Musicals’ udgave af forestillingen med store forventninger – men også med en smule forbehold. Forestillingen er nemlig blevet markedsført intenst med fokus på en, for mig, ukendt ung vinder af Vild med dans og influencer, Anna Munch, i hovedrollen. Det vækker en naturlig modstand i mig – har man ikke tillid nok til, at de musicaltalenter vi allerede har i Danmark, kan trække publikum til?
Og den har ikke fået for lidt med markedsføringen af denne forestilling. I flere uger kunne man følge med i, hvordan mere end 600 unge mødte op til åben audition, fordi man ønskede at finde uopdagede talenter. Når jeg tæller efter, er det to, der rent faktisk er endt på scenen ud af de 600, og begge har, så vidt jeg kan læse i programmet, allerede solid erfaring fra tidligere.
Fame fortæller historien om en gruppe unge, håbefulde talenter, der starter på High School of Performing Arts i New York. Her skal de – ud over det boglige – udvikle deres færdigheder inden for skuespil, sang og dans. Eleverne kommer med vidt forskellige baggrunde og motiver for at søge ind på skolen. Undervejs gennemgår både de og skolens undervisere en stor udvikling.
Udover originalmusikken til musicalen, skrevet af Steve Margoshes, har man i denne udgave også tilføjet flere numre fra perioden. Dermed bliver det næsten en halv jukebox-musical, hvor kapelmester Joakim Pedersens band driver forestillingen frem. Her fortjener One and Only stor ros for at benytte et liveband i stedet for indspillet musik, som man ellers ser mange steder på den danske musicalscene. Alligevel undrer det mig, at man vælger at tilføje alle disse ekstra sange i stedet for at stole på, at musicalen er et stærkt nok grundlag i sig selv. De ekstra numre giver dog plads til de store danseoptrin, som efterhånden er blevet et varemærke for One and Only Musicals.
Det professionelle hold er virkelig stærkt og byder på flere overraskelser. Især Linea Høeg Olsen markerer sig i det, jeg vil kalde et gennembrud, som den kække Carmen Diaz, der i et anfald af ungdommelig arrogance dropper skolen og vender knækket tilbage. Hendes nærvær og selvsikre attitude er enestående, ligesom hendes stærke vokal og skuespil gør Carmen til en helstøbt karakter. Hun danner par med Schlomo Metzenbaum, som Anton Vammen giver både krop og tyngde, og hans vokale pondus lover godt for hans fremtid i dansk musical. Skolens sorte får, Tyrone, spilles af Luc Boris André Kouadio, og han gør det imponerende godt i en kompleks rolle, der rummer både sociale og kulturelle problemstillinger. Til gengæld blegner Anna Munch ved siden af alle disse talenter i rollen som den fattige Iris Kelly. Hende kommer vi slet ikke ind under huden på. I stedet bliver hun mest katalysator for især Tyrones historie og leverer ikke den hovedrolle, hun er blevet promoveret som.
I det øvrige ensemble leveres der solide præstationer, og forestillingen byder også på en enkel, men fin scenografi bestående af to store stålrammer med små rum, som castet benytter aktivt i forestillingen. Det giver associationer til de klassiske New York-brandtrapper. Silas Holst skuffer bestemt ikke, når det gælder hans koreografi, og det er faktisk en udsøgt fornøjelse at opleve ham i en rolle, der passer til hans alder som danseunderviser på skolen og han viser, at han er en dygtig skuespiller, som formår at give sin karakter både liv og sjæl med stor pondus. Jeg glæder mig til at se ham i fremtidige roller – måske også uden for musicalscenen?
Fame ender som en underholdende aften, men jeg har svært ved at se meningen med den massive promovering af Anna Munch som ”hovedrolle”. Det er i mine øjne en titel, man sagtens kan diskutere. Jeg undrer mig over, om man ikke har tillid til, at Danmarks professionelle musicalperformere kan tiltrække publikum, og jeg synes, det er et stort tab for branchen, hvis man mener, at man skal bruge en youtuber som trækplaster – især når hun ikke for alvor tilfører forestillingen noget ekstra.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Miklos Szabo
Skriv et svar