Ironien i, at denne forestilling spilles i Den Grå Hal på Christiania, går ikke min næse forbi. I denne bydel, hvor man i årtier har kæmpet mod den formelle magt, får Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni nu mulighed for at forene kræfterne i en forestilling, hvor magten er i centrum.
Koreograf Stephanie Thomasen tager udgangspunkt i skakspillet – det flade bræt med sine brikker, der siden sin opfindelse ikke blot har været en hjernevrider af spil, men også et varigt symbol på magtspillet. Derfor giver det god mening, at Johan Kølkjærs scenografi består af et enormt gulv med sort-hvide skaktern. Mere gådefuld og svær at tolke er den rebstige, der hænger ned fra loftet midt i rummet, prydet med en krone af sølvpapir.
Danserne er placeret som skakbrikker på hver sin side af gulvet. De sidder på en stol, klar til at sætte spillet i gang. Der går ikke længe, før en af danserne har snuppet kronen – og snart følger resten trop, adlyder hans mindste vink, udelukkende fordi han har kronen. Kongens efterfølgere vil gerne forføres og bliver helt perplekse, hvis der ikke er et hoved med en krone på. Bagefter går kronen på omgang, og danserne skiftes til at snuppe den fra hinanden. Alle har deres egen måde at være hersker på: Én er virkelig humoristisk, én er bange for magten, andre vil bruge den til at udøve magt over de andre, mens nogle igen har helt deres egne dagsordener.
Danserne bevæger sig med en udsøgt energi og præcision til musikken, der spilles live, og som ikke bare sætter dansernes kroppe i vibration, men også os på tilskuerrækkerne. Vi mærker lydbølgerne gennem gulvet, fra storetåen op til mellemgulvet og videre til skuldrene, og snart vugger vi uundgåeligt med i den 4/4-delstakt, der pisker og driver danserne fremad gennem hele forestillingen. Man spørger sig selv, hvorfor ikke flere danseforestillinger har livemusik? Percussionist Alexander Skjold Henriksen og komponist Lawand Shakur Othman får hele rummet til at vibrere.
Men pludselig, hen mod pausen, ændrer forestillingen karakter. I et rent udbrud af danseglæde skråler danserne Dancing Queen, mens publikum på skift bliver inviteret med ud på gulvet for at danse. Midt i denne fest dukker en ny figur op – narren. Hans krone forvandles til en narrehue, og selvom han virker fjollet og anderledes, følger flokken ham gerne, selv da han får alle danserne til at forsvinde ned i et hul i scenegulvet. Sammen med ham forsvinder også den enlige, enevældige krone – lige før pausen.
Efter pausen er alle konger i deres eget lille kongerige. Danserne har ikke holdt pause ligesom publikum, der forsyner sig i baren eller benytter toiletterne – de har i stedet brugt pausen på at bygge hver deres lille sølvpapirskrone. Hilde I Sandvold stormer frem mod os med sin moraliserende prædiken i sit eget lille rige, og snart hersker der mange små kongeriger – og dermed anarki.
SHÃH MÃT er en svedig, rytmisk og vidunderlig kraftpræstation leveret af et hold særdeles dygtige dansere, der giver sig fuldt ud. Forestillingen har kæmpeformat, selvom den især i anden halvdel kører lidt i tomgang. Men det fylder så lidt i forhold til den kvalitet og dedikation, der præger resten af forestillingen, at det næsten ikke er værd at nævne. I en verden, hvor det i stigende grad handler om, hvem der bærer kronen, er det uvurderligt, at en forestilling som SHÃH MÃT kan holde kunstens spejl op for os. Dermed får vi mulighed for at se nye nuancer og gå fra salen, ikke kun berigede af en stor kunstnerisk oplevelse, men også med relevante refleksioner om den verden, vi lever i i dag.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her og her.
📸: Emil Monty Freddie og Maria Albrechtsen Mortensen
Skriv et svar