Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at mit hjerte sank, da Fredericia Musicalteater annoncerede, at de ville lave en musical baseret på 90’er-musik. Endnu en jukebox-musical, tænkte jeg – og så i Fredericia? Deres erklærede mål er jo at være med til at udvikle musicalbranchen, og siden 1/1 2025 har de ovenikøbet været permanent på finansloven. Jeg kan til en vis grad forstå, at store kommercielle aktører har behov for at sikre et stabilt publikum, der også giver indtjening, men at det skulle være nødvendigt i samme grad på Fredericia Musicalteater, forstår jeg simpelthen ikke. Et meget stort hvorfor? meldte sig hos mig.
Men jeg tænkte alligevel, at det trods alt er Fredericia, så måske vil de overraske mig positivt og gøre mine negative forventninger til skamme. Hvis nogen kan løfte genren til et nyt niveau, må det være dem. Derfor satte jeg kursen mod Fredericia for at opleve en forestilling om det årti, hvor jeg selv var teenager. Ud over AHA Creations har man i denne forestilling også allieret sig med Chief 1 samt Riffi Hadaoui, ejer og grundlægger af Vi Elsker-konceptet. Altså er der heller ingen musicalfolk bag forestillingen.
De har ellers virkelig givet den gas med temaet – lige fra programmet, der er udformet i bedste Vi Unge-stil, inklusive en Test Dig Selv-quiz, til den massive scenografi af Eiliv Skinnarmo med en kæmpe elevatorvæg i tre etager, som undervejs kører op og ned og giver mulighed for de dansende silhuetter, man ofte så i 90’erne. Scenografien deler salen op i to, og publikum er placeret på hver sin side uden mulighed for at se hinanden. På siderne er der placeret skærme, hvor flere kameraer – nogle fastmonteret i bedste Big Brother-stil i selve scenografien, andre styret af de medvirkende selv – projicerer nærbilleder af skuespillerne op. Det er også nødvendigt, for når de medvirkende går om på den anden side af scenografien, kan vi ikke se, hvad der foregår. Dertil kommer, at den relativt smalle scenografi virker klaustrofobisk, og at den, for alle andre end de medvirkende, mangler dybde på grund af designet.
Jeg må indrømme, at man trods alt har fundet på en rammefortælling, der nogenlunde formår at binde musikken sammen: En historie om tre unge, spirende musikere i 90’erne og deres op- og nedture. Det er dog sigende, at folkene bag forestillingen i programmet skriver, at man formentlig kunne lave en lignende forestilling om 30 år med præcis samme fortælling. De kalder historien tidløs – jeg kalder den uoriginal. Det er en fortælling, vi har set i utallige varianter, fra tv-serier til film, og den minder tilmed om historien i Natasja-musicalen, der, selvom den var skrevet på ubehjælpelige vers, alligevel fremstod mere helstøbt end denne.
Et lyspunkt er dog de stjernedygtige medvirkende, som løfter 4-i-gulvet-musikken til nye højder, samtidig med at de kæmper for at få både Anna Schulin-Zeuthens iscenesættelse og Peter Friis’ koreografi til at fungere i den meget lidt generøse scenografi. Især Mary Jean Moore skiller sig ud med en fremragende vokalpræstation, mens debutanten Vito Borggild Gram tilfører rollen som Peter, som det hele kredser om, masser af ungdommelig energi. Derudover bidrager Diluckshan Jeyaratnam med attitude, Patrick Terndrup med veldoseret sass, og Rasmus Fruergaard fungerer både som fortæller og som den klichéprægede, mafiosoagtige pladeselskabsejer. Ensemblet arbejder hårdt i koreografierne, og der er stort set intet at udsætte på de medvirkende.
Samlet set fremstår What is Love? som et stort kunstnerisk fejlskud. At man vælger at malke et koncept, vi har set i utallige versioner de sidste 20 år – og som sjældent virkelig lykkes – er for mig helt uforståeligt. Min skuffelse skyldes, at jeg forventer mere af Fredericia Musicalteater. Jeg forventer, at de går forrest, som de har gjort med readingfestivaler for originale danske musicals og med den fremragende sangcyklus Efterlysning. Jeg forventer, at de fortsat er med til at skubbe grænserne for, hvad musical kan være i Danmark. I stedet får vi endnu en jukebox-musical med en tynd historie, fyldt med klichéer og gentagelser, så det næsten bliver pinligt. Øv, hvor er det ærgerligt, og hvor er jeg skuffet – jeg håber virkelig på mere vision og fremsynethed fremover.
⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Søren Malmose
Skriv et svar