Intet signalerer efterårssæsonens begyndelse som gallapremieren på Wallmanns i cirkusbygningen. Her sparkes den festlige julefrokostsæson i gang, og i den mørke, kolde tid, hvor vi alle har brug for lidt dekadent eskapisme med et strejf af kunstnerisk kvalitet, er det netop sådan en aften, vi længes efter.
I år er der mange nye tiltag, men også meget, der er som det plejer. En af de største forandringer er, at sangerinden Jasmin Gabay overtager værtsrollen efter Miss Meghan Moore, som ellers har leveret en ulastelig præstation gennem mange år. En mindre nyhed er ombygningen af garderoben, som virkelig klæder stedet.
Inde i salen er alt, som det plejer. Publikum sidder ved borde med god udsigt til scenen, og logistikken fungerer upåklageligt, så alle 1000 gæster får varm mad næsten samtidig. Tjenerne er konstant opmærksomme, selv når de spurter frem og tilbage mellem at servere og optræde på scenen. Vores tjener, Thomas, er også danser, og vi gør vores bedste for at støtte ham fra vores pladser med viftende servietter og højlydt hujen.
På madsiden er der heller ikke meget nyt. Signatursuppen med hvid chokolade og blomkål smager stadig virkelig lækkert, og forretten med tun er udmærket. Hovedretten med oksemørbrad er et sikkert valg, som er svær at gå galt i byen med. Kun brownien, vi får til dessert, er hård som en sten og brændt i bunden. Vi er tæt på at skubbe sidemanden ned fra stolen, når vi med albuen i vejret forsøger at presse teskeen gennem den krystalliserede kage. Men pyt – Wallmanns handler om meget mere end bare maden.
Jasmin Gabay er en sød og smuk vært, men hendes stemme mangler diktion og tæthed, når hun henvender sig til publikum. Undervejs kan det faktisk være svært at høre, hvad hun siger. Hun synger flot, men rammer ikke altid helt rent på intonationen, og hun ender også med at stjæle opmærksomheden fra de andre dygtige artister, som derfor træder mere i baggrunden – især i åbningsnummeret og Anne Linnet-potpurriet.
Sangerne er dygtige, men desværre drukner deres vokaler i en umuligt ubalanceret lyd. I passager har jeg så svært ved at høre andet end bassen, der rumler gennem kroppen, at det lyder, som om sangerne synger falsk – simpelthen fordi jeg ikke kan høre resten af musikken. Det bliver lidt bedre midt i showet, men i countrymedleyet er det helt galt, især mod slutningen. Heldigvis når jeg at høre Benjamin Spångbergs smukke lyse stemme, og både Mimmi Broberg og Jonna Bergströms karakteristiske vokaler træder også tydeligt frem.
På cirkusfronten har vi igen fornøjelse af Dmitriy Karpenko, der er dygtig på sin svævende pole og Daniel Rosenfeldt med magisk flyvende bolde fascinerer. Det er betagende, men fylder for lidt. Aftenens helt store grin kommer, da street performer Michael-Anthony Bonnich-Erichsen inviterer 4 publikummer på scenen og pisker dem rundt, i et forsøgt på at hjælpe ham op på en meget høj ethjulet cykel. Det er lang tid siden jeg har grinet så tårerne stod ud af øjnene på mig, også selvom nummeret har en bismag af let voksemobberi. Under hans jonglering med motorsav lukker både jeg og min ledsager øjnene. Det virker FOR farligt og stanken af benzinos overtager for en stund hele rummet.
Wallmanns leverer som altid en strålende aften, og hvis de får styr på lyden til den kommende julefrokostsæson, så kan man også gå hjem uden ringen i ørerne og høre musikken. Samlet set byder showet på festlig stemning, dygtige artister og god mad – med enkelte skønhedsfejl, især hvad angår lyd og dessert. Alligevel formår Wallmanns at skabe en underholdende oplevelse, hvor vi , for en stund, glemmer alt andet end det der foregår i det rum vi befinder os i.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om showet her.
📸: John Resborn
Skriv et svar