Hvem har patent på sandheden? Og hvordan ændrer man folkedomstolens mening? Det er nogle af de spørgsmål, som Henrik Grimbäck og Johannes Lilleøre stiller i deres bearbejdning af Steen Steensen Blichers novelle Præsten i Vejlby udgivet i 1829. Netop denne novelle er anerkendt som verdens allerførste krimi, længe før genren overhovedet havde fået et navn.
På Hippodromen på Folketeatret er fortællingen blevet til en veloplagt og spændstig forestilling, der kører rundt med publikum præcis som karaktererne kører rundt med sandheden. Historien om Præsten i Vejlby, som bliver anklaget og dømt for et mord, han ikke kan huske at have begået, vækker både undren og uro. Bevisbyrden synes så overvældende, at han dømmes og efterlader sin datter og lokalsamfundet i chok. Men var det virkelig ham, der begik mordet? Og er den myrdede overhovedet død?
Der er pep i forestillingen i Henrik Grimbäcks bearbejdelse, hvor den nærmest kliniske scenografi med det lysende neonkors på væggen danner ramme om den dramatiske fortælling. Rolf Hansen spiller den omskiftelige Vejlbypræst med god pondus, mens Tobias Shaw som den nervøse og splittede herredsfoged – der også er Vejlbypræstens kommende svigersøn – har en autoritet, der gradvist nedbrydes og til sidst opløses til en ødelagt, perpleks og sammenbrudt mand. Fanny Louise Bernth har travlt på scenen som både Vejlbypræstens datter Mette og broderen til den afdøde, og især i den sidste rolle, hvor hun også interagerer en del med publikum, excellerer hun.
Publikum bliver også inviteret ind i forestillingen. Undervejs agerer enkelte publikummer forskellige vidner, kor og folkedomstol, hvilket udfordrer skuespillernes evne til at improvisere og samtidig holde styr på en sal, der indimellem kan være lidt uregerlig – især når nogen synes, det er sjovt at være på tværs. Skuespillerne håndterer dog situationen uden problemer, og vi er hurtigt videre i historien. Publikumsinddragelsen er i sig selv en pointe, for vi siger (næsten) det, vi bliver bedt om, og messer med, når dommen skal afsiges: Et liv for et liv – uden egentlig at tænke over, hvad det er, vi siger.
På mange måder minder Præsten i Vejlby om sidste sæsons dramatisering af Idioten på Aarhus Teater, hvor sandheden – og spørgsmålet om, hvem der egentlig har patent på den – også var i centrum. Det er stadig aktuelt at være opmærksom på, at vi ikke bare følger den, der råber højest, eller at gøre, som en af karaktererne siger hen mod slutningen: Det er bedst hvis vi holder os til den historie vi har vænnet os til.
Sandheden har ofte haft trange kår, og det bliver kun sværere med tiden. Derfor er det vigtigt, at vi som enkeltpersoner forbliver kritiske og ikke ukritisk deltager i folkedomstolens ofte fejlagtige domme. Det formår denne forestilling virkelig at sætte fokus på, og den er samtidig både begavet og underholdende. På vej ud af salen hørte jeg en anden publikummer sige: Jeg troede, vi skulle ind og se noget meget tungt, men det her var virkelig underholdende. Det kan jeg kun give ham ret i – forestillingen var ikke bare underholdende, men også oplysende og et virkelig fornemt stykke teaterhåndværk.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Büro Jantzen
Skriv et svar