Sæsonen for årets juleforestillinger er skudt i gang, og i Aarhus kan man nu opleve en helt nyskrevet julekomediedystopi, der tager udgangspunkt i retorik, som vi voksne kender alt for godt. Her har Bestemmeminister Helga Antonsen – fremragende spillet af Mette Døssing, der giver klare Dolores Umbridge-vibes – afskaffet alle helligdage, inklusive julen, for at imødegå den store ældrebyrde, som velfærden skal bære. Men bag hadet til især julen gemmer der sig en helt anden historie om et skuffet barn – en fortælling, vi måske har hørt før, men jeg tør næsten garantere, at den aldrig er blevet fortalt så opfindsomt som på Aarhus Teater.
Allerede inden forestillingen går i gang, møder vi grå og temmelig uhyggeligt udseende kontrollører, der gennemsøger salen for enhver form for julestemning, som skal slås ned. Disse antijulestemningskontrollører dukker op igen og igen, både før og under forestillingen, og dystopien får for alvor frit spil, da alle børn i salen bliver bedt om at rejse sig under afspilningen af det fiktive lands nationalhymne.
Når alle voksne skal arbejde konstant, får børnene fri skærmtid og bliver stort set overladt til sig selv. Forældrenes opmærksomhed bliver ikke kun suget væk i overført betydning, men også helt bogstaveligt ind i en lysende skærm takket være Mie Riis’ opfindsomme scenografi. En dag opdager Laust og Hannah, spillet af Clara Sophia Phillipson og Malte Conradsen, at der engang fandtes en tid, hvor man hyggede sig og kom hinanden ved i december. Herfra begynder jagten på, hvad det der (h?)jul egentlig var for noget.
De møder Karl-Heinz (Anders Baggesen) – den skøre og måske lidt demente nabo, der kan huske noget om julen, men som også får blandet det hele sammen. Var det nu en uglekalender eller en julekalender, man havde? Tændte man egentlig kyssene i adventskragen? Eller kransen? Spiste man Julemand – eller var det juleand? Og hvor mærkeligt er det ikke, at julen både er en slags vintersolhvervsfest og samtidig en fejring af et barn, der blev født i Mellemøsten? Baggesen er herlig som den julemandslignende figur, og hvor resten af universet er holdt helt monokromt, gråt og koldt, får farverne og det kreative frit spil hos Karl-Heinz – her er der plads til fantasien.
Men bestemmeministeren får færten af den spirende juleglæde, og på Orwellsk manér ved hun alt om alle og får skræmt de stakkels børn til at tie stille. Men bølgen er sat i gang – nu er de voksne også involveret, og det kan ikke stoppes.
Heinrich Christensen har både skrevet og instrueret det der er blevet til en gakket og hjertevarm forestilling , der dog også indeholder bidske kommentarer blandt andet til nutidens politikere og vores alles skærmforbrug. Min ledsager på ni var helt med på præmisserne og klukkede sig igennem mange steder – og andre steder klukkede jeg af de voksenjokes der naturligvis også var til stede.
Titelnummeret er skrevet af Andreas Odbjerg, men det er faktisk den øvrige musik, skrevet af Jonas Munck Hansen, der for alvor tager kegler og driver historien fremad. Både Clara Philippson og Malte Conradsen besidder desuden den helt rigtige trodsighed, kombineret med ungdommelig nysgerrighed i rollerne som de to pågående børn. Villads Bugge Bang skal også nævnes for alle sine badutspring som kreaklubbens lærer Asbjørn, der forsøger at genindføre noget af det kreative ved julen. Og måske er han mere end bare krealærer?
Forestillingen bringer en hel vifte af emner op, men lægger mest op til en diskussion af selve julens tradition og det kludetæppe af mærkedage og fester, den bygger på. I vores familie er julen fuld af fastlagte traditioner, men hvis man som udgangspunkt bare gerne vil holde en hyggelig fest med familien – hvad har vi så egentlig lyst til? Julen Findes Ikke er både morsom og hjertevarm, men maner også til eftertanke i disse prædystopiske oprustningstider.
Julen findes! Og især på Aarhus Teater.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Emilia Therese
Skriv et svar