Dostojevskij

Aarhus Teater har, som traditionen foreskriver, givet plads til, at to dramatikerstuderende kan dramatisere betydningsfulde værker. I år er det forfatteren Fjodor Dostojevskij, der er blevet fortolket, og det med to af hans mindre kendte, men ikke desto mindre fremragende værker, som kan opleves som to enaktere adskilt af en pause.

For selvom vi herhjemme af og til kalder ham Støvskojevskij – underforstået, at hans bøger til tider kan føles lidt tørre og tunge – har jeg sjældent mødt en forfatter, der på samme måde formår at sige noget væsentligt om det at være menneske. Med sikker brutalitet afdækker han både de mørke, men også de mere elskelige sider af det europæiske menneskes karakter.

Første værk denne eftermiddag er Den Evige Ægtemand, hvor Jacob Madsen Kvols og Christian Hetland mødes pandebrask mod pandebrask. Uden at sige det direkte forsøger de at holde hinanden ansvarlige for fortidens handlinger. Kvols’ karakter, Aleksej, har tidligere været husven hos Pavel og hans nu afdøde hustru, Natalja. Hvad det præcist indebærer, forbliver uklart, men Johannes Wiggen K’s dramatisering antyder tydeligt homoerotiske undertoner. Kort efter at Aleksej har forladt huset, føder den nu afdøde Natalja en datter. Paranoiaen er central – og det med god grund for begge parter.

I Den Sagtmodige møder vi ægte etisk og værdimæssig dissonans, da den tidligere militærmand og nuværende pantelåner, Andrei Ivanovitj, forelsker sig hovedkulds i den fattige, 16-årige pige Marianna og hurtigt tilbyder hende både tag over hovedet og et ægteskab. Allerede tidligt i ægteskabet opstår der problemer, for pantelånerens nærighed bliver et etisk dilemma for Marianna, der selv har oplevet fattigdom. Samtidig holder han hende fast i en taknemmelighedsgæld, som gør livet ubærligt for hende. Til sidst tager Marianna skæbnen i egen hånd, hvilket fører til et uventet twist i slutningen.

Den Sagtmodige er langt mere sprælsk i sin iscenesættelse, og mens Kvols spiller pantelåneren med en indædthed og følelsesmæssig forkrøbling, så man næsten får lyst til at kigge væk, leverer Amanda Friis Jürgensen et rørende portræt af den unge, rene og på magisk vis uspolerede Marianna. Det er en fornøjelse at opleve deres samspil, som sammen med Christian Hetland og Marie Marschner løfter forestillingen til eftermiddagens højdepunkt. Det oprindelige værk er egentlig en monolog hen over Mariannas kiste, men dramatiker Stine Winther Johansen formår her at vække de enkelte karakterer til live.

Helle Damgårds scenografi er meget enkel, men fungerer faktisk effektivt i begge forestillinger. I Den Evige Ægtemand er det de hurtige skift mellem land og by, der giver et finurligt præg. I Den Sagtmodige træder en stor udstillingsmontre ind, som danner rammen om hele handlingen. Og så er der de evindelige gardiner, bag hvilke man kan være helt eller delvist skjult, og hvor man hele tiden kan holde øje med hinanden.

Hvor instruktør Mia Lipschitz lader de to mænds uudsagte beskyldninger dirre i Den Evige Ægtemand, fremstår Den Sagtmodige som en mere levende oplevelse, der også benytter sig af flere abstrakte greb. For mig var det klart den sidste forestilling, der var mest interessant; selvom den første bød på intenst skuespil, var iscenesættelsen til tider træg og stillestående. Er man til Dostojevskij, bør man dog unde sig selv at opleve disse to enaktere samlet på én og samme aften.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Rumle Skafte

Skriv et svar