Fædra

Tragedie. Patriakat. Kvindeseksualitet. Determinisme. Tabu. Vanvid. Vold. Misbrug. Magt. Kærlighed. Voldtægt.

Ovenstående ord rumsterer i mit hoved, efter jeg har overværet Bjørn Rasmussens dramatisering og Nathalie Mellbyes iscenesættelse af Euripides’ græske tragedie Fædra. Fædra er drevet af et begær så skoldhedt, at selv den spæde, 17-årige stedsøn Hippo ikke kan slukke det. Samtidig hviler patriarken Theos ånd stadig over hjemmet, selvom han ligger i koma på hospitalet, og gør stemningen så unheimlich, at det løber koldt og ubehageligt ned ad ryggen på os.

Afrodite er placeret i et velvoksent akvarium. Her synger hun om Fædras skæbne, mens hun betragter hende, ligesom guderne til alle tider betragtede menneskene og jorden som deres eget akvarium. Nanna Bøttchers desperation og begær stilles på fjernsynet, med hånden og med stedsønnen Theo, og når det bliver for meget, hælder hun kogende vand i skridtet. Som om det ikke kogte nok i forvejen. Og Bøttcher spiller Fædras kvindebegær med desperation, og man må spørge sig selv, hvad fanden der egentlig er så farligt ved kvindeligt begær? Bortset fra at mænd er skidebange for det?

I salen ser vi forfærdet til, når Fædra og Hippo rent ud sagt knepper hjernen ud på hinanden, og det, der kunne have været kærlighed, ender egentlig bare som en gentagelse af Fædras kranke skæbne.

Rasmus Hammerichs nederdrægtige patriark Theodor skræmmer tydeligvis livet af alle, selvom han det meste af forestillingen ligger på bagscenen i koma. Hans blotte tilstedeværelse gør omgivelserne grå og bævende. Han viser sig dog også at være en ondskabsfuld skiderik, når han vågner op og ultimativt katalyserer enden på tragedien. Imens prøver Marie Bodas unge og udenforstående Alice bare at elske Theo, som Emil Busk Jensen spiller med en ungdommelig tilfældighed og helt uden parader, men det er svært at elske en rose i en familie fuld af tidsler.

Nathalie Mellbye har lagt handlingen i en 50’er-villa. Lige midt i patriarkatets glansperiode, hvor hjemmegående husmor og kernefamilie er idealet. Det samme ideal, som vi stadig kæmper nådesløst med i dag. Og i akvariet spiller Amanda Drew på sin cello i en electronicaversion om at blive slugt af Apollon, mens alt på scenen går i opløsning.

Fædra er kompromisløs. Fædra er forfærdende. Fædra er hjælpeløs. Fædra er et forbillede. Og Fædra er forbandet seværdig.

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Emilia Therese