Jeg har taget mine hjemmesko med i teatret. Det stod der i velkomstmailen, at man med fordel kunne gøre, for vi ville blive bedt om at tage skoene af, til dramatiker Elias Sadaqs forestilling Djinn, på Blaagaard Teater. Så i mine hjemmefutter trasker jeg rundt. På toilettet ligger der en måtte i arabisk stil, og på hylden bag toilettet står en lille bog med arabiske skrifttegn – koranen? Lina Hashims scenografi er total og strækker sig helt fra toiletterne til de bænkerækker i salen, der til denne forestilling er vendt om, så vi kigger op mod det, der normalt er publikumspodiet.
Langs siderne står der bænke, og i midten er der rækker af tynde puder med en slags opretstående ryglæn – det ligner en blanding mellem en moské og en flydersofa, man kunne finde på en efterskole. På et rundt podie i midten strækker en pole sig mod loftet. Salen er fyldt med gymnasieelever og deres lysende mobilskærme, som de stort set alle sammen holder i hånden, lige indtil de bliver bedt om at lægge dem væk, når forestillingen starter. Herefter virker det til, at opmærksomheden er fanget af forestillingen.
Til elektronisk tolvtonemusik kommer Kevan Nirwan Soliman forsigtigt prøvende ud bag forhænget. Som et barn går han rundt i salen og hilser på os – han er Zakarias, en 11-årig dreng, der vokser op i Brabrand med sin farmor Amina og sin far Hamid, om hvem det siges, at han er majnun – skør, og derfor ikke så velanset i moskeen. I kjortel og iført en utroligt smuk hovedprydelse fuld af perler, der hænger ned over det markerede ansigt, går danser Aftab Asghar Gondal rundt som farmoderen Amina, der er en stolt kvinde, som også forstår, hvad der bor i hendes barnebarn – en Djinn.
Zakarias er ikke som de fleste; han vil prøve de høje sko og Aminas skørt. I hjemmet, hvor tro og overtro går hånd i hånd, lyder Babas vrede stemme fra den ghettoblaster, der gennem hele forestillingen repræsenterer hans tilstedeværelse – fra kærlighedserklæringer til forbandelser.
På podiet i midten mødes Younes – imamens søn – og Zakarias. Her forelsker de sig, her bliver de opdaget og skilt igen, og her snor Gondal sig rundt om polen i et sanseligt udtryk for den seksualitet, der for alt i verden ikke må udleves. Og mens Zakarias gerne vil være en del af den islamiske fælleskrop, skiller han sig ud. Alt for meget ud.
I et forsøg på at frigøre sig og finde sig selv tager han til København, hvor han møder frihed og vilde klubber, men også stoffer, vrede metrokontrollører og rodløshed. Sadaqs poesi fornægter sig ikke: Du er stadig smuk, men lyset omkring dig er forsvundet. Døden er blevet en slags forsoning.
Hen ad vejen bliver forestillingen lidt langsom og forudsigelig, men instruktør Sargun Oshana demonstrerer alligevel sit umiskendelige sikre greb om at skabe en forestilling, der river én med. Gondal og Soliman agerer hele vejen rundt om os, og forestillingen er fuld af smukke teatertekniske detaljer. Direktør for Blaagaard Teater, Alexander Mayah Larsen, viser stor vision ved at sætte denne forestilling op og cementerer Blaagaard Teater som et teater, der tager udgangspunkt i sit nærområde med fingeren på pulsen.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Karoline Lieberkind
Skriv et svar