
Skrevet af Inge Wemmelund
På en regnvåd og novembertræt aften lever Snedronningen op til forventningerne om en farverig, visuelt stimulerende og børnevenlig ballet, der løfter eventyret om Kay og Gerda op fra Tivolis undergrundsforlystelse “Den Flyvende Kuffert” til et nyt og storslået format på scenekanten i Tivolis Koncertsal.
Genopsætningen af balletten fra 2019 er i 2025 atter blevet gennemført med et højt niveau, både i musikken, dansen og scenografien, der på urpremieren kun har kunnet gøre Dronningen og det ganske land stolte.
Med luftige og virkningsfulde videoinstallationer begynder fortællingen over byens tage, hvor Kay og Gerda tumler sig frit og bekymringsløst i leg gennem årstiderne, indtil sneen begynder at falde, og de ildevarslende, hjemsøgende soprantoner, der præsenterer Snedronningens musikalske tema, drager Kay fra den barnlige idyl mod pubertetens kompleksitet. Biedermeiersk omsluttet af det hjemlige, med et længselsfuldt blik mod de sneklædte tage, sidder Gerda og bedstemoren, indtil Kay dukker op og snestormene raser det ellers hermetisk lukkede vindue ud til verden op, og Kay rammes af splinterne fra Troldspejlet.
Videoteknikken, der bruges gennem hele forestillingen, giver store muligheder for at give dynamik i scenografien, og tilføje dimension. Snedronningens ansigt glider med jævne mellemrum over skærmen og fæstner ondskabens allestedsnærværende, men dragende kulde.

Koreografien af Yuri Possokhov er velfungerende, varieret og detaljerig, og holder interessen vakt. Laurie Guldmann i rollen som Gerda er spillevende og charmerende overfor Vincent Vernals Kay, der i dansen er sikker og præcis, men undervejs bliver en anelse mekanisk. Et friskt pust får vi af Antonio Russo, der med lethed og elegance danser partiet som Rosen og giver kant, nerve og følelse. Tivoliballettens dansekompagni gør rimeligt god figur og klarer koreografien flot, dog af og til lidt asynkront og tungt.
Oh Land har komponeret en gennemgående flot musikalsk baggrund, der med moderne klang og klassiske instrumenter væver historien sammen. Kapelmester Adi Zukanovich og musikerne fra Tivoli Copenhagen Phil fungerer smukt. Undervejs kan de musikalske temaer dog føles lidt langtrukne og uden den store forløsning, og jeg savner lidt fornemmelsen af kuldegysninger, da musikken aldrig helt bliver et hovedværk.
Dronning Margrethes scenedesign bærer hendes karakteristiske stempel af kolorit og naivisme og indarbejder et væld af kunstreferencer, afhængigt af øjnene, der ser.
Kostumerne supplerer med glimrende historiefortælling og Dronningens umiskendelige sans for materialer og kroppens bevægelse understøtter koreografien flot. Den visuelle oplevelse er i sig selv et stimulerende kunstværk, der emmer af dansk guldalder.

Dramaturgien fører os glat fra sted til sted. Humoren i kragescenen får latteren til at pible ud i salen, og inderligheden i det smukke parti mellem Gerda og Rensdyret, (danset af Magnus Christoffersen) fanger ubetvivleligt publikum. Dog forsvinder det raffinerede hist og her til fordel for falde-på-halen-komik, da f.eks. røverne, der ellers er en hårrejsende del af fortællingen, er så stærkt karikeret, at det bliver på bekostning af en ellers god mulighed for at understrege at Gerdas trængsler bliver mere dystre og onde jo længere hun kommer på rejsen.
Højdepunktet blev for mig fortællingens klimaks i Finnekonens Lavvu, der med stærke referencer til “Det røde telt”, markerer at forestillingen bliver kønsmoden. Den moderne kant af selvudvikling, shamanistisk trance og trommerejse, der transformerer pigen Gerda ved et bogstaveligt hamskifte til en voksen kvinde, der favner sin hellige feminine kraft, blev for mig dybt rørende, og et punkt, hvor vi endelig får indfriet det dybe og intense potentiale i historien.
Alt i alt er Snedronningen en smuk, veludført og oplevelsesrig forestilling, der ukueligt, ligesom Gerdas kærlighed til Kay, insisterer på at bevare et barnelet og naivistisk blik på tilværelsen og fortællingen. Vi forlod salen fulde af glæde, imponerede og mætte af den godt samklingende helhed.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Henrik Stenberg




Skriv et svar