
Som teateranmelder skorter det ikke på muligheder for at opleve teatrets julemagi i november og december. A Very Musical Christmas er dog første gang i år, jeg for alvor kommer i julestemning under en forestilling. Bag forestillingen står Cph Musicals – et relativt nystartet kompagni, der mest består af (dygtige) amatører, som nærer en dyb kærlighed til musicalgenren.
Det er derfor også en lidt broget blanding, der synges denne aften. Noget er mere julet end andet, men Rachel Kador, der er vært på aftenen, får bundet en fin sløjfe om det hele – lige fra jødiske Hanukkafortællinger til Let Love Be Love. De medvirkende er internationale, men der synges både på dansk og engelsk – og lidt på hebraisk.
Vi får lovet glitter, og det skal jeg love for, at showet leverer – både over det hele og i de shots, vi får serveret undervejs. Det er heldigvis spiseligt, men ikke for sarte lunger, når der flyver mikropartikler af glitter rundt over det hele.
Rachel Kador, Freya Uldal, Jasper Thomas og Dennisalias Crystallando akkompagneres af Ethan Nowack, der spiller fint på et næsten stemt klaver. Især nyder jeg det fine korarrangement af julekaldendersangen fra Absalons Hemmelighed, Drømte mig en Drøm, mens det kniber lidt mere med at holde pitch i Abbas Super Trouper. De synger ellers overvejende fint og kun med ganske få falske toner.
Dennisalias Crystallando leverer en meget rørende version af Sebastians Romeo og Julie, mens Freya Uldal wailer Let Love Be Love hjem. Personligt synes jeg, at valget om at synge på hebraisk og inkludere en hel jødisk Hanukkasang i showet er modigt, men ikke desto mindre vigtigt og et fint bidrag til den lidt mere religiøse stemning.
I Drunk on Christmas, som Jasper Thomas og Freya Uldal synger, får vi serveret de føromtalte shots, inden den ene af de to flasker, som de klinkeklanker med på scenen, springer og lader sit indhold lande med et stort plask på gulvet i en pøl af ubestemmelig alkohol og glasskår. Det tager de to nu meget pænt, og mens Joseph Sherlock, der er leder af The Deer and Rabbits, hvor koncerten afholdes, kravler rundt på gulvet og tørrer op, lader vi som om, ingenting er sket, og efterfølgende fortsætter showet – måske lidt mere løssluppent og ukoncentreret end før.
A Very Musical Christmas er et utroligt hyggeligt bud på en lille intimkoncert, der faktisk formår at formidle den varme og eftertænksomhed, som jeg forbinder med julestemning. Selvfølgelig er der småting, der kunne optimeres, men kompagniet emmer af virkelyst og gåpåmod, og det er smittende og enormt positivt. Forestillingen spiller ikke mere, men jeg kan kun anbefale at forsøge at fange en af kompagniets andre koncerter.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om CPH musicals her.




Skriv et svar