Meter i Sekundet

Hvis der nogensinde har været brug for noget i disse tider, så må det være et grundigt og varmt kram – og gerne serveret i teaterform. Et kram, der ikke kræver noget til gengæld, men bare varmer helt ind i sjælen. Præcis sådan et kram kan du få på Folketeatret lige nu, hvor Stine Pilgaards allerede anmelderroste og populære roman, Meter i Sekundet, nu er blevet forvandlet til en teaterforestilling, der leverer alt det og lidt til. Forestillingen favner sit publikum med åbne arme, og man går derfra med både smil på læben og varme i hjertet.

Titlen hentyder til det vindomsuste Velling, hvor hovedpersonen flytter hen sammen med sin kæreste, der er blevet ansat som højskolelærer. Med i bagagen har de deres barn og en helt anden baggrund end den jyske, stoiske og for hovedpersonen temmelig ordknappe kultur, de møder i Velling. Her sniger bysbarnet Anders Agger sig også omkring og drysser livsvisdom ud med let hånd. Kultursammenstødet er underfundigt, hvor den jyske jordbundenhed og tavshed kolliderer med hovedpersonens ukuelige trang til at fylde enhver stilhed ud med ord.

Det er langt fra altid, at det lykkes at overføre litteratur til teaterscenen, og ofte skyldes det, at det kreative hold ikke tør gå radikalt nok til værks og transformere og integrere værket helt i teatergenrens rammer. Men netop dette er ikke tilfældet på Folketeatret, hvor instruktør Anastasia Holst Nørlund med sikker hånd har udnyttet teatrets mange virkemidler til fulde. Hun formår at fortælle historien om kvinden, der skal forsøge at finde fodfæste i et nyt miljø, hvor spillereglerne er alt andet end indlysende.

Det er noget af en udfordring at bo i Velling uden kørekort, og vores hovedperson gør sit bedste for at erhverve sig det. I processen slider hun hele tre kørelærere op, så de til sidst må skiftes til at undervise hende for ikke selv at gå ned med stress. Netop scenerne med kørelærerne er et godt eksempel på Nørlunds kreative iscenesættelse: I stedet for at bruge en rigtig bil, får hovedpersonen et skilt på hovedet med teksten SKOLEVOGN og placeres i hverdagssituationer, der føles lige så udfordrende for hende som en køreprøve. Hun får køretimer siddende ved et klaver, i toppen af et træ eller på en børnescooter –  det er virkelig begavet iscenesat.

Karla Rosendahl har en vidunderlig fysik som den kvindelige hovedperson, hvis perspektiv vi ser alt fra. Hun synger også ganske udmærket, både når det er i protest over at være påhæng til højskolelærere, men også bare sådan helt generelt. I det hele taget er holdet, der blandt andre også tæller Tom Jensen, Pernille Schrøder, Rikke Westi og Niels Anders Manley med flere, veloplagt og afbalanceret.

Publikum bliver undervejs inviteret til at synge med på nye, humoristiske tekster til klassiske sange fra højskolesangbogen. Det fungerer overraskende godt, fordi vi som publikum bliver elever på højskolen til fællessamling og deltager aktivt i forestillingen. Det vidunderlige folkemusikorkester leverer fint liveakkompagnement, så både publikum og de medvirkende får mulighed for at folde deres stemmer ud og skabe en fællesskabsfølelse, der er helt i Grundtvigs ånd.

Alt i alt fremstår Meter i Sekundet som en sprudlende feelgood-oplevelse, der ikke blot varmer selv de koldeste hjerter, men også spreder smil og boblende glæde i hele salen. Forestillingen er måske ikke den mest dybsindige eller provokerende, men den formår at skabe et rum, hvor publikum føler sig hjemme midt i både latter, eftertanke og fællessang. Hvis man skal finde en lille anke, er det, at forestillingens mere komplekse temaer kun strejfes overfladisk – men instruktøren lykkes med at forvandle fortællingen til en håndværksmæssigt stærk og særdeles levende teateroplevelse.Trænger du til et varmt kram og et skud livsmod midt i vintermørket, så er Meter i Sekundet uden tvivl årets mest opløftende teateroplevelse – en billet værd, hvis du vil gå smilende hjem.

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Büro Jantzen

Skriv et svar