Der er som regel en grund til, at klassikere – uanset genre – opnår deres klassikerstatus. Ofte skyldes det, at de til enhver tid formår at sige noget væsentligt om samfundet. Det lykkes også for Det Ny Teater og instruktør Martin Lyngbo at bringe My Fair Lady ind i 2026 på en meningsfuld måde.
Med de nyligt offentliggjorte Epstein-filer in mente får professor Henry Higgins og Oberst Pickerings projekt – at forvandle den fattige unge kvinde fra trange kår, som professoren uden omsvøb kalder rendestensaffald, til en respektabel dame, der kan deltage i ambassadebal uden at afsløre sin oprindelige, rå personlighed – pludselig en mere dyster og uhyggelig undertone.
Jeg har efterhånden høje forventninger, når Martin Lyngbo står for iscenesættelsen. Gang på gang har han vist, hvordan han med enkle greb kan få klassiske forestillinger til at fremstå skarpere og klarere ved at forstørre eller formindske, forgrove eller forfine karaktererne. Det lykkes også denne gang, hvor han som en genialitet tilføjer en helt ny baggrundshistorie for Eliza Doolittle, hendes far og brødre. Mens overturen spilles af det veloplagte orkester under Per Engströms ledelse, fortælles historien om en fattig familie, hvor moderen dør af tuberkulose, og faderen med sønnerne ender i druk, mens datteren overlades til sig selv og bliver blomstersælger. Hun bærer mindet om sin mors varme kærlighed som en ledestjerne. Det er fortryllende, at Lyngbo på kort tid giver os denne alvorlige undertone om datidens samfundsforhold, der for mange endte katastrofalt, men hvor Eliza, trods alt, viser sig som en overlever.
Herfra kender de fleste nok historien, som bygger på Bernard Shaws skuespil Pygmalion – et værk, Shaw selv mente, ikke kunne omsættes til musikteater. Men Lerner og Loewe – sammen med en ung Julie Andrews og den erfarne Rex Harrison – havde en anden opfattelse. Da Harrison ikke kunne synge, blev de fleste af Professor Higgins’ sange i stedet udført som talesange.
Det fungerer overraskende godt på Det Ny Teater. Selvom Peter Plaugborgs stemme måske ikke placerer ham blandt de store musicalstjerner, udstråler hans nærvær en intensitet og nerve. Da hans verden begynder at smuldre sent i forestillingen, folder han sig ud i et fysisk og dramatisk raseri, hvor han kaster sig rundt i møblementet med en energi, som enhver desperat tøffelhelt må misunde. Sofie Topp Christensen er ligeledes god i rollen som Eliza Doolittle; hun fanger både sårbarheden og styrken i karakteren, efterhånden som det går op for hende, at professoren stadig blot ser hende som “en rendestenstøs” – uanset hvor dramatisk hendes ydre forvandling har været. Trods alt bliver hun aldrig andet end et objekt i hans øjne, og det smertelige i denne erkendelse formidler hun smukt.
De fleste af forestillingens store musikalske numre ligger hos Eliza, og her savner man lidt mere vokalt overskud hos Topp Christensen. Hun synger pænt og rent, men mangler den klassiske lyd og det vokale overskud, som forestillingen virkelig kalder på. Faktisk skal vi helt hen til starten af 2. akt, før Sebastian Harris i Den Vej Hvor du Bor endelig leverer en sikker og overskudspræget vokalistpræstation. Elizas numre lider desuden under en lidt klodset oversættelse, hvor loverly er blevet til dajerligt – et udtryk, som ingen nogensinde har brugt i Danmark. Mon ikke det var muligt at finde en oversættelse, der ikke får Eliza til at fremstå mindre intelligent, hvilket hun på ingen måde er?
2. akt er lidt lang, og selvom Tommy Kenter er morsom, går forestillingen næsten i stå under hans store nummer, Alfred skal Giftes . Til gengæld er det legendarisk at se skønne Susse Wold på scenen som Mrs. Higgins, Professor Higgins’ mor, der til sidst får Eliza til at stå på egne ben – uafhængigt af både professoren og Freddy, hendes beundrer. Eliza gør sig fri af det omklamrende patriarkat og finder sin egen vej – en omskrivning af den klassiske slutning, der fungerer virkelig godt.
På den måde formår Martin Lyngbo at bringe Eliza Doolittle ind i 2026 og lade hende fremstå som et feministisk ikon – en overlever, der lige så vel kunne have været nævnt i Epstein-filerne. Som helhed er forestillingen en skøn oplevelse, selvom der er enkelte skønhedsfejl undervejs. Hvis du, ligesom jeg, er vokset op med My Fair Lady, bør du bestemt ikke snyde dig selv for denne nye, men stadig klassiske, fortolkning.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Camilla Winther
Skriv et svar