Og de levede lykkeligt til deres dages ende…. Eller gjorde de virkelig det? Hos HC Andersen ender eventyrene sjældent med den klassiske lykkelige slutning—ofte er det netop det modsatte, der sker. Med dette tankevækkende udgangspunkt har Henrik Prip skrevet manuskriptet til Milde Himmel, som første gang blev opført under fejringen af Andersens 200-års fødselsdag i 2005. Forestillingen er ikke blevet dårligere siden.
Hvorfor må pigen med svovlstikkerne dø? Og hvorfor ligger den stakkels bold og rådner i tagrenden i fem lange, smertefulde år – og ikke bare i to minutter? Det er et begavte spørgsmål at stille, især i en tid, hvor vi helst pynter på sandheden og forsøger at dulme det, der gør ondt. Nogle gange er det svært at konfrontere mørket. Men Andersen peger i forestillingen på, at uden lidelse kan eventyrene ikke sige noget væsentligt om livet. Det er kontrasterne, der får verden til at træde frem – og kontraster er Andersen ekspert i.
På Sjællands Teater i Holbæk imponerer Sir Grand Lears scenografi med sit skarpe udtryk. Scenen fremstår som et velafrettet baroklandskab set fra fugleperspektiv. Ser man nørmere efter ser man, at hækkenes grønne grene, er Andersens egne papirklip. Denne finurlige detalje nævnes aldrig direkte under forestillingen, men den får alligevel lov til at leve sit eget liv, når de medvirkende gang på gang rækker ned i lommerne, hiver farverige papirklip frem og lader saksen danse.
Brian Hjulmand bringer en sprudlende Andersen til scenen – en digter, der trods sine kvaler og tvivl ikke lader sig slå ud. Han får selskab af fire digterdjævle, der ikke kun er til besvær, men også til evig udfordring. Regina Sloth, Line Staun Jensen, Kristian Nicolai Bundgaard og Thomas Guldberg Madsen folder sig ud som disse djævle, og samtidig skifter de mellem et væld af karakterer fra både HC Andersens samtid og hans eventyrverden.
Undervejs får vi et væld af fin musik, og især Kristian Nicolai Bundgaard stjæler opmærksomheden, når han som Kierkegaard leverer en rap om eksistentialisme. Her får vi attitude, skarpe rim – og selvfølgelig et solidt mikedrop, der får hele salen til at vågne.
Henrik Prips manuskript rummer indsigtsfulde betragtninger om HC Andersen og favner både digterens tvivl, mørket og den vibrerende lykke ved at digte. Forestillingen efterlader os med et opløftet sind, og en håb og tro på fantasiens evne til at lyse de mørkeste stunder op.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Evan Hemmingsen
Skriv et svar