Dear Evan Hansen

Kære Cecilie, i dag bliver en god dag fordi…..

Jeg ved allerede, inden jeg sætter mig i sædet i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater, at den forestilling, jeg nu endelig skal opleve i Danmark, vil røre mig dybt. Jeg kender den relativt godt på forhånd og ved derfor også, at der stort set ikke er én eneste karakter, jeg ikke kan spejle mig i. Forestillingen dykker ned i usikkerhed, ensomhed, sårbarhed og utilstrækkelighed – men heldigvis også i håb, glæde og fællesskab.

Hvis du ikke allerede kender Pasek og Pauls prisbelønnede musical fra 2015, så er det nu, du skal skynde dig at købe en billet – enten til Det Kongelige Teater eller Århus Teater, som har produceret forestillingen i samarbejde med Lion Musicals. Særligt hvis du søger en nærværende og rørende oplevelse, der samtidig udfordrer dig.

I Danmark indtager Thorbjørn Hedegaard scenen som den kejtede og usikre Evan Hansen, der som led i sin terapi skal skrive breve til sig selv. Kære Evan Hansen…. Evan er 17 år gammel, næsten alene i livet og opvokset med en enlig mor, der har travlt med både arbejde og studier for at forsørge dem. Et af Evans breve havner ved et tilfælde hos Connor Murphy – en anden dreng, der kæmper med sin helt egen udgave af at have det svært. Da Connor senere begår selvmord, finder hans forældre brevet og tolker det som om, det er skrevet til Evan. I et kort øjeblik forsøger Evan at fortælle sandheden, men Connors forældre vil ikke høre hans version. Da Evan ser en mulighed for at få det, han længes efter – venskab, familie og et forhold til søsteren, som han er tiltrukket af – griber han chancen, og snart spinder et vidtforgrenet net af løgne sig tæt omkring ham. Det ender naturligvis ikke godt; Evan bliver afsløret, og det hele falder til jorden. Men det er først gennem afsløringen, at han faktisk opnår det, han har brug for: hjælp, fællesskab og muligheden for at komme videre.

Jeg har i mange år sukket efter at få denne forestilling til Danmark, og nu er den her og indfrier næsten alle mine forventninger. Thorbjørn Hedegaard er fremragende som den kejtede og usikre Evan, og især hans kropslige udtryk i rollen er fabelagtigt – kroppen er konstant i bevægelse med små tics eller selvudslettende gestik, der skal holde ham ude af rampelyset. For hvis man ikke gør opmærksom på sig selv, er der heller ingen, der ser ens dårlige sider. Victor Pascoe Medom spiller den mørke Connor, som lider på sin helt egen måde, også uden at nogen lægger mærke til det. Som karakter er han kun med i begyndelsen af forestillingen, men optræder herefter på scenen, når Evan taler med ham i sin fantasi – den fantasi, der også får Evan til at fabrikere et væld af falske mails fra Connor.

Jared, spillet af Kevan Nirwan Soliman, hjælper Evan og sprudler i rollen som den også ensomme computernørd, der holder på Evans hemmelighed. Carsten Svendsen og Marie Dalsgaard er Connors lidende forældre, som på en sær måde får skubbet Evan ind i løgnehistorien, fordi de simpelthen ikke lytter, da han prøver at forklare, at Connors brev faktisk ikke er et selvmordsbrev. De kæmper også hver for sig med deres egen smerte og har svært ved at finde hinanden. Connors søster, spillet af Sara Viktoria Bjerregaard, lider på en anden måde. Hendes forhold til broderen var konfliktfyldt og hun kæmper med den sorg, hun ved hun burde føle, men som ikke vil indfinde sig. Evans mor, Heidi, spillet af Johanne Louise Schmidt, kæmper med sin utilstrækkelighed og ensomhed, men formår heldigvis til sidst at favne Evan og give ham det, han virkelig har brug for, i stedet for det hun tror, han har brug for. Til sidst er der Malaika Berenth Mosendane som Alana, den også ensomme 12-talspige, der driver det store Connor-projekt videre – selv når Evan egentlig helst vil trække sig.

Alle karakterer i denne forestilling lider hver for sig. Og det er måske det mest sigende – for jo mere man ser dem udefra, desto større bliver knuden i maven. Hvorfor taler de ikke bare sammen? Hvorfor snakker de ikke om det og får hjælp? Livet er ikke så fastlåst, så hiv jer nu op i helikopterperspektiv! Mørket er der – og det er det mørke, de fleste af os kender alt for godt, i hvert fald jeg selv, og det slår virkelig hårdt. Som publikum ønsker vi bare så inderligt, at de får det bedre. Eller at vi får det bedre. For jeg er Evan. Jeg er Heidi. Jeg er Connors far. Hans mor. Hans søster. Alana. Jeg er dem alle. Jeg kender alle følelserne indefra.

Forestillingen er ikke bare relevant og en utroligt begavet originalmusical – noget, man virkelig kan sukke efter, hvis man elsker musicals – opsætningen er også flot, og det er især en fornøjelse med liveorkester, der spiller den skønne musik. Karin Gilles’ relativt simple scenografi fungerer upåklageligt, og Melker Sörensens koreografi bidrager ligeledes smukt til oplevelsen.

Der er dog stadig lidt malurt i bægeret – for blandt alle de medvirkende er det kun to af de alternerende roller, der er uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia, og de optræder ovenikøbet kun på relativt få spilledage. Det er svært at forstå, at man ikke har benyttet de mange fantastiske musicaltalenter, vi har i Danmark, til netop denne forestilling, som er fyldt med udfordrende partier og virkelig kræver både stemmestamina og musikalsk forståelse. Det betyder ikke, at de medvirkende gør det dårligt – men der kan spores en vis usikkerhed. Man beder jo heller ikke en moderne danser om at danse Odette i Svanesøen. Hvad skal vi med en musicaluddannelse hvis de mennesker der er uddannede derfra ikke får lov at spille netop denne type musical?

Til gengæld fortjener Lion Musicals stor ros for at træde frem som en kommerciel aktør, der viser vilje til at udvikle musical-genren i Danmark – i stedet for blot at hytte deres eget kommercielle skind.

Dear Evan Hansen er alligevel en triumf for både Det Kongelige Teater, Århus Teater, Lion Musicals og hele holdet bag. Det er en uhyre relevant forestilling, og hvis man dømmer ud fra det store antal teenagere i selskab med deres forældre i salen, har det helt rette publikum fundet vej. Forestillingen ser alle karakterer, rammer lige i hjertekulen og tilbyder både anerkendelse og håb. Den er utroligt veludført, og hvis man desuden havde satset på flere musicaluddannede performere, ville oplevelsen have været helt fuldendt.

Så….

Kære Cecilie

I dag bliver en god dag, fordi du langsomt og stadig bliver klogere på dig selv, på hvad du vil, og især på hvad du ikke vil. Og fordi du både har fået den uddannelse, du ønskede, og ovenikøbet har fået lov til at beskæftige dig med det, du elsker. Ensomheden består som et grundvilkår, ligesom for så mange andre, men nu er den ikke længere smertefuld. Det bliver en god dag – det bliver mange gode dage. Og livet er stadig åbent….

⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Emilia Therese