Der findes forestillinger, som først for alvor giver mening, når man oplever dem i det rum, i hvilket forlægget foregår. Dramatiseringen af Umberto Ecos Rosens navn i Maribo Domkirke er et af de sjældne eksempler, hvor stedet ikke blot danner ramme, men fungerer som medspiller og medfortæller.
For hvor Sjællands Teaters stort anlagte Borgen i Slagelse i november måned rejste spørgsmålet om, hvorvidt publikum er villige til at bevæge sig geografisk for at opleve scenekunst (jeg kaldte det et sociogeografisk eksperiment), synes denne opsætning allerede at have givet sit svar. Forestillingen har været udsolgt i månedsvis. Publikum til de to forestillinger er tydeligt forskellige: Hvor Borgen primært tiltrak et oplevelsesorienteret publikum, henvender Rosens navn sig til et publikum, der søger fordybelse og er litterært forankrede. Om en forestilling kan tiltrække publikum handler med andre ord også om hvilket målpublikum forestillingen har – nogle grupper er åbenlyst mere klar til at bevæge sig for at opleve end andre.
Eco’s fortælling om magt, viden og fortielse udspiller sig i et kloster, hvor sandheden bogstaveligt talt er muret inde. Maribo Domkirke ER scenografien og det er ikke svært at tro på, at der løber hemmelige gange til rum der indeholde dybe hemmeligheder. Lyden – kirkens største udfordring i scenekunstnerisk sammenhæng – er løst med respekt for rummet. Replikkerne når publikum, også bagerst i kirken, uden at give køb på rummets højtidelighed.
Nørregade Teatret er et egnsteater med semiprofessionelt udgangspunkt, men her er ambitionen tydeligvis skruet op. Instruktør og manuskriptforfatter har haft adgang til et bemærkelsesværdigt stærkt ensemble, hvor erfarne skuespillere som Preben Kristensen, Waage Sandø og Lars Bom med mange flere (!) indgår side om side med lokale medvirkende. Samspillet mellem professionelle og amatører fungerer ikke som kontrast, men som en udvidelse af rummet. Omkring 30 lokale bevæger sig lydløst gennem kirken i munkekutter og lædersko gennem sideskibene og giver fortællingen liv hele vejen rundt om os.
Forestillingen tager sig tid. Selvom romanens omfattende stof naturligt er beskåret, opleves dramatiseringen hverken forhastet eller forenklet. Også for tilskuere uden indgående kendskab til forlægget står handlingen klart. Mordgådens løsning – den ideologiske frygt for latteren, for tanken om at kristendommen også kunne rumme glæde – foldes ud som forestillingens egentlige omdrejningspunkt. Kampen står ikke blot om liv og død, men om definitionsmagten over sandheden.
Det er her, Rosens navn rækker ud over sin historiske ramme og taler ind i samtiden. Spørgsmålet om, hvem der kontrollerer viden, og hvad der sker, når latter og kritik opleves som en trussel, føles alt andet end forældet.
Uanset forklaringen står én ting klart: Nørregade Teatret fremstår her som et visionært egnsteater, der formår at skabe scenekunst af høj kvalitet uden for de vante kulturelle centre – og som minder os om, at store idéer ofte har bedst af at blive tænkt i store rum.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om Nørregade Teatret her.
📸: Nørregade Teatret
Skriv et svar