Det er Tina Gylling Mortensens lyserøde støvler under den sorte, tidstypiske kjole, der i en scene, som et øjeblik tidligere virkede som starten på en meget traditionel opsætning af Anton Tjekhovs Onkel Vanja, der overbeviser mig om, at der virkelig foregår noget værd at se på Skuespilhusets Store Scene.
Hele persongalleriet fra Onkel Vanja sidder samlet, taler og opfører sig som var vi midt i 1800-tallet – og netop dér opstår den snedige dobbelthed. For pludselig afsløres det, at det hele er langt fra virkeligheden; museumsteatret bliver med et snuptag til nutid. Det er denne forskydning, det underfundige spil mellem fortid og nutid, som instruktør Yana Ross, sammen med et særdeles velspillende hold af danske skuespillere, ikke bare forsøger at grave frem, men også lykkes med at gøre relevant for os i dag.
I hjørnet er der placeret en gigantisk gylletank, som skuespillerne – symbolsk nok – konstant gør deres entré fra. Selv huset er måske i virkeligheden en lade; det kan ligne en hyggelig stue, men med et enkelt snuptag på en afbryder på væggen tændes de skarpe og kolde fluorescerende lysstofrør, og al hygge fordufter med lysets hast. Bettina Meyers scenografi er på én gang dystopisk, romantisk og socialrealistisk.
Forestillingen er i høj grad en ensembleforestilling, hvor skuespillerne hele tiden er i gang. Der sker ingenting og alligevel en hel masse – præcis som Tjekhov ønskede det. Her mødes forliste drømme, kropslige genvordigheder, håb for fremtiden, resignation og kærlighed side om side med endnu et glas brændevin, endnu en omgang svin der skal slagtes, endnu en dag der skal leves. Vi bliver ved , siger Sonja (Mathilde Arcel) – den unge arving, håbløst forelsket i lægen Mikael (Mads Rømer Brolin-Tani). Ikke på grund af, men på trods af.
Og når der foregår dialog i forgrunden, så sker der mindst lige så meget handling i baggrunden. Brændevin bliver drukket, og bliver man træt af genvordighederne i forgrunden, kan man lade blikket glide over til Morten Brovn og Mads Rømer Brolin-Tani, der helt lavmælt, men meget visuelt velgørende, vælter rundt i deres gevaldige branderter.
Professor Alexander (Jens Jørn Spottag) og hans hustru, Helena (Sofia Nolsøe), elsker landet lige lidt. Professoren romantiserer stedet, mens Helena måske elsker den teoretiske idé om at bo på landet, men hader det faktiske landsted. Vanja, der forguder hende, bereder vejen hun går på med pap, så hendes fine højhælede sko ikke skal berøre den uhumske jord. Klap-klap-klap lyder det, mens hun demonstrativt løfter knæene højt og hamrer hælen i det bløde materiale, der hurtigt giver efter.
Og som Vanja selv – og grunden til, at jeg overhovedet indløste billet til forestillingen, er Nicolas Bro. Vanja, der har knoklet og lagt sit livsværk i gården. Vanja, som ikke ønsker forandring eller at nogen skal ringeagte det, han har gjort. Han repræsenterer nok langt de fleste af os, når alt kommer til alt. Lidt bange. Lidt stolt. Lidt resigneret. Lidt håbefuld. Han bliver ved. Som langt de fleste af os. Ikke fordi, men på trods.
Vi bliver ved. Om vi er landmænd, læger, lærere, slagtere, buschauffører, journalister, skuespillere, direktører eller noget helt andet. Vi bliver ved. På trods. Vi tager lykken, når den kommer, og accepterer smerten, som den præsenterer sig. Vi finder lindring og endeløs irritation i hinanden. Men intet menneske er en ø. Heller ikke Onkel Vanja.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Camilla Winther
Skriv et svar