Jeg må indrømme, at jeg fredag aften var præget af både ugens træthed og en vis skepsis, da jeg satte kursen mod Baadteatret, hvor Heavensky productions havde premiere på Det Mørkeblå – en sorgkabaret. Titlen og temaet virkede umiddelbart lige så tungt som mit fredagshumør. Men det lykkedes mig at mobilisere kræfterne og cykle afsted. Og det skulle vise sig at være det hele værd: Det Mørkeblå – en sorgkabaret dyrker nemlig ikke sorgen. Forestillingen er ikke en insisteren på tyngde, men snarere et nuanceret blik på de øjeblikke af håb, som breder sig selv i det mørkeste mørke, hvor humoren får lov at titte frem og gøre sorgen blå – ikke sort.
Det hjælper selvfølgelig også gevaldigt, at Heavensky productions stiller med et stærkt hold af skuespillere, der formår at gribe fat i materialet og transformere det til en nærværende og vedkommende oplevelse. Bådteatrets intime rum passer perfekt til forestillingen. Vi er tæt på hinanden, alle sammen, og derfor mærker vi hver eneste lille humørforandring hos de medvirkende.
Det er ikke kun døden, der får sorgens klare lys rettet mod sig her. Sorgens mange facetter – tabet af et venskab, det forliste kærlighedsforhold – får lov til at folde sig ud med både bittersød humor og genkendelige øjeblikke. Når Amalie Dollerup fylder telefonsvareren med desperation, forstår man det smerteligt nærværende tab, og når Martin Bo Lindsten ligger langstrakt med næsen mod gulvet, er det som om sorgen bliver kropslig og ubønhørlig. Alligevel er forestillingen ikke uden humor: Line Staun Jensen synger skævt og insisterende i Du kom med alt det der var dig, men sekunder senere forvandler ensemblet det hele til en diskofest – og pludselig er sorgen ikke kun tung, men levende og let.
Det hele er ledsaget af Line Stauns nykomponerede musik, der er korsat af Jacob Damgaard Ditlev så tonerne balancerer på kanten af dur og mol og lader disharmonierne flette sig ind og ud af de mere harmoniske passager – som en lydlig refleksion af sorgens vekslen mellem uro og trøst, skønhed og brist.
På papiret kunne det hele let tynges af mørke, men hos Heavensky productions og under Michael Skyttes kyndige iscenesættelse løftes sorgen over afgrunden. På scenografiens bagvæg markerer et ur, at tiden går baglæns – den samme fornemmelse af strakt tid, vi kender, når vi selv rammes af sorg. De tre figurer på banegården fremstår både som fremmede og velkendte skikkelser, måske blot rejsende gennem en fase. Publikum føres med nænsom hånd gennem en forestilling, der – trods sit tunge emne – balancerer, fjerlet og, paradoksalt nok, vibrerende af liv, og ender som en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Johan Klitgaard
Skriv et svar