Skrevet af Karen Refsager
Tivoli har inviteret til premiere i Glassalen på det musikalske show Toner fra Badehotellet. Da hovedanmelderen på dette site ikke vurderer at have et tilstrækkeligt indgående forhold til serien eller figuren hr. Weyse, overlades opgaven til senior-anmelderen, der har set hele serien mindst ti gange og nærer en udtalt svaghed for netop hr. Weyse.
Idet senior-anmelderen og hendes ledsager træder ind i Glassalen, etableres stemningen omgående af baggrundsmusikken, der udelukkende består af numre fra serien. Man når knap at sætte sig, før melodierne sætter erindringer i gang: den sang, hr. Weyse måtte indøve og fremføre for tyskerne for at bevare hotellet; og den, han synger til sin hustru Helene, da hun vender hjem efter sin næsten-utroskab med sagfører Ødegård Andersen.
Forestillingen indledes med en vellykket udgave af Du danske sommer, hvorefter Tychsen træder frem. For denne anmelder bliver det hurtigt tydeligt, at der ikke alene er tale om en hyldest til Badehotellet, men også om et opgør mellem Tychsen og Weyse: Publikum kender Weyse, men hvem pokker er Tychsen? Denne spænding fastholdes gennem showet, hvor Tychsen tilsyneladende søger at frigøre sig fra Weyse, blandt andet ved at optræde som tryllekunstner. Det er et greb, man vanskeligt kunne forestille sig, at den kongelige skuespiller Edward Weyse ville have benyttet. Særligt den indledende entré med en usædvanligt høj hat, som viser sig at gemme en hårbøjle med en kanin, markerer ambitionen om at distancere sig. Senior-anmelderen forholder sig afventende mens tryllerierne siden gentages med varierende held.
Musikken udgør forestillingens væsentligste styrke: det ene velklingende nummer efter det andet bidrager til helheden og skaber en glæde, der også mærkes i salen. Det gælder ikke mindst duetten med Tine Vitkov, der med charme og sikkerhed forener klarinetspil og vokal i en klang, som for denne anmelder rammer en overbevisende 30’er-stemning.
Produktionsassistenten Laurids Kidholm fortjener ligeledes at blive fremhævet: Han går kontinuerligt til hånde og leverer samtidig et diskret, men tydeligt, stik til Weyse. Hans bluse er prydet med et billede af Weyse på forsiden, mens der på ryggen i 1. akt står “KRUKKE” og i 2. akt “IDIOT”. Effekten er komisk og fungerer som en gennemgående kommentar.
Da Weyse skal synge sangen til lille Severin, inviteres en mandlig publikummer op på scenen. Han iklædes hurtigt kostume og placeres i en høj barnestol, hvor han indtager rollen som Severin. Den udvalgte deltager håndterer situationen med overskud og medvirker overbevisende, mens Weyse synger til ham i You do something to me af Cole Porter.
The Seaside Swing Orchestra bør fremhæves for en velproduceret og musikalsk overbevisende indsats; det er en fornøjelse at lytte til. Samtidig sidder man i flere passager med fornemmelsen af, at lydniveauet ligger så højt, at Tychsen/Weyse til tider overdøves, og sangteksterne derfor kan være vanskelige at opfatte fra sædet. Da en betydelig del af publikum synes at kende materialet indgående, går pointerne ofte alligevel igennem, men lydafbalanceringen bør med fordel justeres fremadrettet.
I tv-serien er en af hr. Weyses store fornøjelser (og styrker), at han kan efterligne de andre på hotellet: Ole Testrups hr. Andersen og Lars Ranthes grosserer Madsen ligger lige for, når han skal underholde. Den del rammer showet bedst i 1. akt, hvor Weyse leverer flere genkendelige og præcist iagttagne parodier, som publikum straks aflæser. I 2. akt er parodierne stadig til stede, men de står mindre skarpt og virker mere spredte, som om figuren glider en smule væk fra Weyses velkendte rytme og over mod Tychsens egen måde at være på scenen.
Tychsen konstaterer endvidere, at han – i modsætning til Weyse – ikke spiller klaver. Musikalsk er han dog, idet han blandt andet spiller blokfløjte, som indgår som et let og effektfuldt scenisk indslag.
Tychsen understreger gentagne gange gennem showet, at HR. WEYSE FINDES IKKE, men redegør alligevel for de mange kærlighedsbreve og direkte henvendelser, han gennem tiden har modtaget på Weyses vegne. Han spørger sig selv, hvad det er, der tiltrækker, og peger på figurens oppustede, selvhøjtidelige og narcissistiske træk – en refleksion, der får en særlig resonans i en samtid præget af MeToo-debatten. Her fornemmer man, at senior-anmelderen ikke helt kan unddrage sig et stik af genkendelse.
Showet afrundes med en bugtaler-hånddukke, der klart refererer til Weyse, ført af Tychsen. De fører en dialog om identitet og rollefordeling, og i de bedste øjeblikke opstår der et præcist lille teater i teatret. Tychsen fastholder, at Weyse må erkende, at han ikke eksisterer, og da dukken fortsat argumenterer for sin berettigelse, lader Tychsen den blive pakket ned i en kasse og beder produktionsassistent Laurids om at køre den til Pelican Storage. Herefter skifter han til slåbrok og modtager publikums bifald, inden han kaldes ud til ekstranummer. Og netop dér – i nedpakningen af Weyse – finder showet sin skarpeste pointe: hyldesten bliver til et farvel.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Jakob Melgaard
Skriv et svar