Der er noget ganske ydmygt og stilfærdigt over Cirkus Baldoni. Ikke bare i måden det etmastede telt strækker sin top mod himlen på en lille plads bag en spejderhytte, men i hele forestillingens måde at være i verden. Solen skinner på tilhørerne, der bærer sodavand og popcorn fra den lille vogn ved siden af teltet, som var det den mest naturlige ting i verden at samles her, midlertidigt, for at se nogen gøre noget svært, langsomt og præcist.
Sprechstallmeister Peter Nørgaard byder velkommen i teltåbningen. Vi finder vores pladser rundt om den lille manege og kommer straks tæt på de medvirkende. Ikke bare fysisk, men i kraft af det blik, forestillingen hele tiden har på sit publikum. Cirkus Baldonis ypperste fordel er nemlig hverken størrelse eller pomp og pragt. Den ligger i det nærvær, der opstår fra vi bliver budt velkommen, og til vi igen forlader teltet omgivet af artisterne, som vi lige har gispet og grinet af.
Det er nærvær og magi – ord, der ofte bliver slidte i cirkussammenhænge, men her faktisk giver mening. Som min 10‑årige ledsager siger med store øjne under fordjongløren Claudia Bremlovs balance med kasser: »Kender du det, når man næsten ikke kan trække vejret af bare spænding?« Og måske er det netop dét, forestillingen kan: skabe rum, hvor vi holder vejret et øjeblik. Disse momenter er der flere af i løbet af de par timer, som den måske mest nærværende cirkusforestilling i Danmark varer.
Peter Nørgaard er også instruktør på årets forestilling, og det har han gjort godt. Som både iscenesætter og sprechstallmeister binder han numrene sammen, blandt andet ved selv at træde ind i dem som facilitator. Ikke for at dominere, men for at holde en form åben. Vi er på rejse med Nørgaard gennem de forskellige numre, men rejsen er ikke en fortælling med begyndelse og slutning. Den er snarere et kredsløb af opmærksomhed, hvor publikum hele tiden bliver inviteret med.
I det små begejstrer Fatimes katte. Som katteejer ved man, hvor svært det er at dressere katte, og derfor ligger fascinationen netop i det, der ikke er perfekt. Det lykkes – med rigelige belønninger – og børnene er hurtigt bedårede. Klassisk akrobatik er der også: Nandor Varadi og Diana Boiachin jonglerer og leverer poetisk, klassisk akrobatik, mens Duo Crystal svinger sig i store silkestofstykker og giver den som Danny og Sandy på rulleskøjter. Referencen er klar, men ikke ironisk.
Der er klovne og magi og kostumeskift. Det hele fungerer upåklageligt, uden at insistere på sin egen kunnen. Cirkusset ved godt, hvad det kan – og behøver ikke hæve stemmen for at vise det.
Alligevel er ikke alt lige velafstemt. Også Baldoni har valgt løsningen med en ensom trommeslager i stedet for et orkester. I det lille telt fungerer det ikke særligt godt. Lyden blander sig dårligt, og trommerne kommer til at dominere mere, end de understøtter. Trommerne skal markere i artisternes numre, men ender med at larme uafstemt. Også humoren er til den bedagede side – og den slår sig på tidsånden: Da Peter Nørgaards bugtalerdukke Charlie spørger en kvinde i publikum, om hun har ægløsning – som forklaring på, at hun ikke vil på date – lander joken tungt. Især fordi resten af forestillingen ellers virker helt hjemme i 2026.
Cirkus Baldoni fejrer i år sit 25‑års jubilæum. Samtidig fejres det, at cirkus nu er en selvstændig kunstform med større muligheder for støtte. Det er værd at glæde sig over. Ikke fordi alt her er fuldendt, men fordi forestillingen med sin akrobatik, jonglering, klovnerier og sit insisterende nærvær så overbevisende viser, hvad cirkus kan være, når formen tages alvorligt. Ikke som spektakel, men som en fælles erfaring, der for en stund samler publikum om noget skrøbeligt, svært og smukt. Og netop derfor bliver Baldoni hængende – længe efter teltdugen er taget ned.
⭐⭐⭐⭐⭐
📸: Cirkus Baldoni
Læs mere om Cirkus Baldoni her.
Skriv et svar