Der har i løbet af de senere år været flere mere eller mindre vellykkede opsætninger af Shakespeares Kong Lear – eller afarter heraf. Hvorfor netop denne tragedie bliver ved med at dukke op, kan man kun gisne om, men måske handler det om, at den på forunderlig vis indrammer nogle helt evigtgyldige temaer om kærlighed i en familie.
Københavns Shakespeare Kompagni spiller nu Daughters of Lear, den tredje forestilling i deres patriark-trilogi om Shakespeares mere eller mindre tyranniske fædre. Her forbliver Kong Lear en figur, der bliver talt om, snarere end set. Det er døtrene – Goneril, Regan og Cordelia – der er i fokus. Hvor kærlighedserklæringerne, som skal afgøre fordelingen af kongeriget, fylder relativt lidt i Shakespeares forlæg, føres vi her bogstaveligt talt med bag kulisserne, idet døtrene forsøger at forstå, hvorfor Lear pludselig vil dele landet, hvad det betyder for dem, og hvordan de – som kvinder uden formel magt – bedst kan imødegå situationen.
Joseph Sherlock og Sara Dahl Hasselgren har igen skrevet manuskriptet, og denne gang formår de at hive nogle tungtvejende tematikker ned fra øverste hylde. Centralt står spørgsmålet om Cordelia: Hvorfor er det egentlig, at den mest elskede datter ikke er i stand til at levere den floromvundne kærlighedserklæring, der kunne have sikret hende faderens gunst – og hvorfor bliver hun i stedet sendt i landflygtighed i Frankrig?
På scenen udspiller det intrikate søskendebånd mellem tre søstre sig. En tanke, som tydeligvis også er faldet forfatterparret ind – og som forestillingen kredser vedholdende om – er, at alle har forskellige forældre, selv når de har de samme. Goneril er kølig, beregnende og vant til faderens uventede behov for lovprisning og smisk. Cordelia, den sidstefødte, er derimod en naturlig genstand for megen kærlighed, og kærlighedserklæringer falder hende langt lettere end de to ældre søstre.
Christina Hildebrandt giver Goneril en hårdhed, der både rummer beregning og en form for beskyttelsestrang. En hårdhed, men også en blødhed, som synes at være en forudsætning for overlevelse. We survive until we don’t gentages flere gange – også som en påmindelse om kvinders status som appendix til deres mænd, selv når de er kongedøtre. Sara Dahl Hasselgren spiller Regan som mellembarnet, der forsøger at mægle mellem den yngste og den ældste, samtidig med at hun selv kæmper med en gennemgribende angst. Josefine Due Feit er Cordelia, den glade og naive yngste, som langsomt tvinges til at erkende, at faderens kærlighed langt fra er så betingelsesløs, som hun havde troet.
Sideløbende med fortællingen om det komplicerede søsterskab udfolder forestillingen også en bredere historie om at være kvinde i en tid, hvor man var heldig, hvis en mand overhovedet lagde mærke til, at man kunne andet end at lave mad og føde børn. De tre skuespillere formår uden problemer at holde publikum åndeløst fast gennem den halvanden time, forestillingen varer.
Også Sara Dahl Hasselgrens kostumer fortjener at blive nævnt. Her er der tydeligvis ikke sprunget over, hvor gærdet var lavest. Fra top til tå kan blikket gå på opdagelse i kostumer, der rummer så mange detaljer, at det er vanskeligt at blive færdig med at se på dem.
Daughters of Lear er en helstøbt forestilling, der ikke blot tilbyder et nyt bud på søstrenes indbyrdes forhold, men også kaster lys over en scene i Kong Lear, som denne anmelder aldrig helt har forstået. I stedet for den kedsommelige rivalisering, der ofte præger traditionelle opsætninger, træder her et mere komplekst og ambivalent forhold frem. Københavns Shakespeare Kompagni lykkes endnu en gang med et formidabelt spin-off på Shakespeare – en forestilling, der hverken kræver forhåndskendskab eller særligt kendskab til Shakespeare, blot et åbent hjerte for den fortælling, der ligger bag det hele.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Joseph Sherlock
Skriv et svar