Der var ét stort spørgsmål, der meldte sig på banen, da holdet bag Cirkusrevyen 2026 blev præsenteret sidste år: Hvad i alverden skulle revydebutanten Lars Mikkelsen i teltet på Bakken? Mikkelsen er jo ellers kendt for alvorlige – og til tider direkte farlige – roller, og for mange var det svært at forestille sig ham gakke rundt i revyens lettere univers.
Svaret giver sig selv. For Mikkelsen kan spille revy. De færreste ved måske, at han har rejst rundt som gadegøgler i tre år, inden han kom på teaterskolen, og hans karriere har også budt på adskillige komiske roller. I cirkusrevyen synger han, spiller mundharmonika og vrider det sidste ud af sin veletablerede autoritet – og man tilgiver ham gerne den lidt stivbenede dans.
Mikkelsen er dog ikke årets eneste debutant. Også Johanne Louise Schmidt prøver kræfter med revyen, og hun gør det med sikker musikalitet og en elegant lethed. Omkring dem står de rutinerede kræfter: Niels Olsen, Bodil Jørgensen og Mads Knarreborg. Instruktionen er i hænderne på Joy Maria Frederiksen, mens Benjamin La Cours smukke Art Deco-scenografi endnu engang giver forestillingen et visuelt løft, man ikke bliver træt af at se på.
Premieren går i gang klokken 20.17 – efter klokken længe har ringet hidsigt, mens premierepublikummet har mere travlt med at hilse på hinanden end med at finde deres pladser. Der er forventning i luften, og den indfries særligt i første akt.
Her går revyen til stålet i den politiske satire selvom både instruktør og flere af de medvirkende beklager sig over mangel på materiale grundet den manglende regerinsdannelse i programmet. Satiren har alligevel fundet vej, og der uddeles gavmilde, kærlige klø. Morten Messerschmidt står mest for skud i Vase og Fuglsangs Stemmeslugeren, mens Troels Lund Poulsens lettere kiksede fremtoning besynges med overskud af Schmidt. Det er solidt, kontant og veloplagt.
Også DAOs inkompetente posthåndtering tages under behandling i tekst af Mikkelsen selv, og i Hele Svineriet udstiller han vores forkvalkede forhold til kød – med mundharmonika og bidsk humor.
Men hvor første akt står klart stærkest, taber andet akt pusten. Man savner de skarpe luftindtag, når satiren for alvor bider. Der er flotte kostumer og gode idéer – blandt andet et klimatopmøde blandt insekter – og Hvor Katten er Svigerfar er et anderledes og teknisk imponerende nummer. Alligevel står helheden mindre skarpt og der er langt mellem de gode tekster.
Overraskende nok er det forestillingens to dansenumre, der brænder sig mest fast. Koreograf Nellie Bethel Rainey rammer noget ægte i Kig op Min Ven, som med finurlige kostumer og et humanistisk blik udfordrer os til at se hinanden. Og i Hjemklang foldes folkedansetraditionen ud i en bevægende hyldest til en national klangbund, mange har mistet forbindelsen til. Det er smukt, rørende og båret af Joakim Pedersens velspillende orkester.
Cirkusrevyen 2026 er en god oplevelse. Selvom den bidske satire mister bid i andet akt, er der meget at glæde sig over i en revy, der formår at forny sig uden at give slip på traditionen. Man går fra Bakken med et smil på læben – og en fornemmelse af, at det kunne have været endnu skarpere.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Miklos Szabo/Cirkusrevyen
Skriv et svar