Normalt læser jeg programmet grundigt og researcher om nødvendigt på forestillingens baggrund, før jeg skriver en anmeldelse. Men med Barbara, der spiller på Aarhus Teaters Scala-scene, lader jeg være. Jeg vil gerne fastholde et så rent indtryk af oplevelsen som muligt, og forestillingen er spækket med dobbeltbetydninger, allegorier og metalag, som jeg stensikkert ikke har opfanget fuldt ud – og nødig vil have forklaret på forhånd.
Det er egentlig klogt af Aarhus Teaters dramaturgiat og instruktør Sigrid Johannesen at søge et andet sted hen i Danmarks koloniale historie end Grønland, som i disse år er voldsomt velbehandlet i både debat og politik. Barbara, som mange vil kende fra Nils Malmros’ filmatisering af Jørgen-Frantz Jacobsens bog, handler om den færøske kvinde Barbara, der med urkraft og huldretiltrækning får den ene præst efter den anden til at falde for sig – og siden gå til grunde. Hun lader sig ikke begrænse, og hendes promiskuøse adfærd sætter rygter i omløb om, hvad eller hvem hun er. Her er stof nok til både begær, magt og kolonial selvforståelse.
David Gehrts scenografi er flot: et kæmpe klippestykke beklædt med grønt græs og det færøske – nej, vent, danske – flag plantet på toppen. En postkortudgave af Færøerne, om man vil. Emil Busk Jensen spiller præsten Poul, der ankommer til sit kald og straks skuffes over det, han er blevet stillet i udsigt. Den færøske dialekt er uforståelig, udsigten mestendels grå, menigheden synger pivfalsk til de højtidelige gudstjenester, og folket er ikke imødekommende. Busk Jensen er tilpas øretæveindbydende som den berettigede godtgører fra Danmark, der vil rette det færøske folk ind i dansk mentalitet. Poul nedbrydes gradvist, indtil psyken fortaber sig i huldrekvinder, utro hustruer og almindelig desillusionering, for han kan ikke forlige sig med, at han kun kan have Barbara delvist. Det er en præcis, fint doseret præstation.
Marie Boda spiller Barbara med frejdighed og ligefremhed. Hun tildeler alle, hun kan lide, sin gunst, men vil ikke begrænses af noget levende væsen. Imens sørger Færøernes kvinder for at forny genpuljen, når et skib med franske soldater lægger til. Nanna Bøttcher skælder Poul ud på færøsk, Mette Døssing sladrer og blander sig, Emil Prenter holder sig jaloux på afstand, og i det hele taget står castet – også Christian Hetland, Anders Baggesen og Oskar Salvatore – stærkt. De gør et betydeligt stykke fodarbejde for at få forestillingen til at fungere, og langt hen ad vejen lykkes det, ikke mindst fordi ensemblet insisterer på både spilleglæde og præcision. Aarhus Teaters kor bruges desuden med stort held, både som statister og som smukt korakkompagnement undervejs.
Forestillingens største problem er, at den ikke helt synes at vide, hvad den vil. Det meste af de knap to timer går med at fortælle historien om Barbara og Poul – mest Pouls oplevelse af Barbara og knap så meget egentlig fortælling om Barbara. De er måske tænkt som en allegori over Danmark og Færøerne, og den tanke er ikke uinteressant. Men trods Busk Jensens anstrengelser engagerer Poul aldrig for alvor, ligesom Barbara ikke helt samler sig til mere end et dragende billede. Og vent: Er Barbara egentlig ikke en dansk kvinde? Uægte barn af kongen, hvis mor blev sendt til Færøerne, langt væk, så barnet kunne holdes ude af syne. Og hvorfor tales der færøsk, når ingen færinger er med? Og var det færøske flag overhovedet opfundet på det tidspunkt, hvor forestillingen foregår? Det sidste kvarter bruges på at rulle et metalag ud, der snarere forstyrrer end forløser. Grebet er velkendt og også noget fortærsket: Forestillingen standses, og karaktererne forholder sig pludselig til sig selv som karakterer og kommenterer det, de netop har brugt næsten to timer på at udfolde. Det svækker forestillingens følelsesmæssige og dramatiske fremdrift.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi skal med Barbara. Scenografien er flot, koret en gevinst, og de individuelle præstationer gode. Men som helhed får forestillingen ikke stillet sine spørgsmål færdige eller formet en pointe med tilstrækkelig klarhed. Det behøver kunst ikke altid. Men man må forvente, at der anes et formål med det, der foregår. Her fremstår det for mig uklart. Alligevel er der rigeligt at se på, lytte til og tænke over undervejs, og det gør Barbara til en ujævn, men absolut seværdig forestilling.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Rumle Skafte
Skriv et svar