At gå ned ad trappen til studioscenen på Aarhus Teater er som at træde ind i et altopslugende, lyserødt kærlighedsunivers. Allerede ved døren bliver vi mødt af skuespillerne, der med god energi tager imod os, giver os hånden og spørger til vores navne. Vi guides på plads i Toni Tora Botwids åbne gameshowscenografi, hvor publikumsbænkene står overfor hinanden, og hvor det hurtigt står klart, at vi ikke blot er tilskuere, men deltagere.
Der bliver forventet noget af os som publikum, står det snart klart, for forestillingen går ud på at hjælpe selveste Leonardo DiCaprio med at finde ægte kærlighed – ikke den flygtige, overfladiske kærlighed til yngre og smækre modeller, som han har dyrket i mange år. Leo selv, viser det sig, har behov for at prøve noget nyt, og teater i Danmark, virker som en oplagt mulighed. Utroligt nok, forstår han også dansk.
Og ja, det kræver noget. To yngre kvinder skal matches med Leo, og værterne vil gudhjælpemig, koste hvad det vil, have ham til at forstå, hvad kærlighed er i en swipeforvirret og SoMe-overfladisk verden. Alexande Bryld Obaze spiller den glatte Hollywoodstjerne til perfektion – smilende, afslappet, næsten irriterende ubesværet – mens han improviserer med publikum og presser situationerne ud i det ubehageligt intense.
Det er ofte meget sjovt. Ensemblet rammer den perplekse starstruckness, man forestiller sig ville opstå, hvis DiCaprio rent faktisk trådte ind ad døren. Og Emma Weyde er god som kamerakvinden, der først rammes af Leos charme og siden eksploderer i en rasende svada mod kærligheden.
Der er mange gode idéer. Små præcise detaljer, der folder sig ud med overskud: værternes synkronnedtrædning, backstage-rummet der smadres, og den gigantiske kage, der rulles ind, da forestillingen pludselig forvandler sig til et bryllup. Det er vildt, fjollet og til tider ret smittende.
Men det er også her, det begynder at skride. Den flagrende anspændthed, som er forestillingens styrke, når den tøjles, får lov at løbe lidt for frit. Tempoet skrues op uden pauser, og i takt med at scenerne bliver vildere – publikumsbryllupper, kagegimmicks, publikumsbar og opgør backstage – mister forestillingen sit greb om sig selv. Tumulten tager over og bliver langstrakt, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at pointen glider i baggrunden.
Alligevel står noget klart: Kærligheden kan ikke forceres. Ikke gennem marathonøjenkontakt eller tvangsægteskaber. Den er ikke overfladisk, men dyb, og der er altid mere under overfladen, end man skulle tro. Det er en pointe, forestillingen rammer – også når den farer vild i sine egne påfund. Instruktør Carolin Oredsson er ikke bange for at tænke nyt i dansk teater. Det er ikke alt, der lander. Men det er, under alle omstændigheder, forfriskende.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Rumle Skafte
Skriv et svar