Det er også på tide, at nogen tager fat i teaterkoncerten som koncept og fornyer den. For den “klassiske” teaterkoncert er ved at være lidt fortærsket. Derfor kommer DSCH på Det Kongelige Teaters Gamle Scene som en overraskelse – og en kærkommen en af slagsen. At det lige er klassiske musikere fra Norges Kammerorkester, der står for den radikale fornyelse, var svær at forudse.
Og lad mig sige det med det samme: det er en helt vidunderlig oplevelse.
For noget sker der, lige dér hvor musikken ikke længere bliver dirigeret udefra. Musikerne spiller uden noder og uden dirigent, og pludselig sidder man som publikum og kigger på noget, man ellers sjældent får lov at se: den direkte kontakt mellem mennesker, der lytter intenst til hinanden. Blikke, små bevægelser, en fælles vejrtrækning. Og alligevel – eller måske netop derfor – går Shostakovichs musik op i en højere enhed.
Titlen DSCH lyder kryptisk, men er det egentlig ikke. Det er tonerne D, Es, C og B (H) – Shostakovichs egne initialer – et lille musikalsk kryptogram. Og selvom man genkender meget lidt eller ingenting af musikken, så er det ikke musikkendskaben, der er forudsætningen for oplevelsen. Oplevelsen ligger et andet sted: i at give sig hen, i at være åben.
Visuelt er det på én gang afdæmpet og pludselig overraskende. Maja Ravns kostumer er mest jakkesæt i rolige toner – indtil en rød kontrabaskjole eksploderer ind på scenen og stjæler opmærksomheden. Mikkel Munck-Hansens iscenesættelse er præcis, næsten stille, men hele tiden med en retning. Bevægelse og rejse går igen: musikerne slæber rundt på kufferter, som om de er på vej et sted hen, samtidig med at de spiller med en virtuositet, der virker ubesværet.
Og så er der det med dirigenten – eller rettere fraværet af ham. For hvad gør man egentlig, når der ikke står en mand med en taktstok og dirigerer det hele? Man er opmærksom. Hele tiden. Musikerne tager kropslige og mentale cues fra hinanden, og det foregår så sømløst, at det ser ud, som om de aldrig har gjort andet.
DSCH er i sidste ende en storslået oplevelse. Ikke kun fordi musikken står så klart, men fordi den føles levende. Som noget, der opstår mellem mennesker – lige dér på scenen. Jeg gik derfra med en fornyet tro på den klassiske musik og en følelse af, at den faktisk kan langt mere, end jeg troede.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om Norges Kammerorkester her.
📸: Magnus Skrede
Skriv et svar