
Jeg har et meget svagt punkt for vandreforestillinger, hvor publikum bevæger sig gennem et landskab, mens noget udspiller sig omkring dem. I denne forestilling er det ikke vores ben, der gør arbejdet, men vandet og den kanalrundfartsbåd vi er placeret i. Som i en slags sejlende publikumstribuner, byder Boat Tours NHZ os på en guidet tur gennem Københavns havn, hvor Public Performance og Sydhavn Teater inviterer os ud i de nye, gentrificerede zoner – befolket af dem, der ikke passer ind i det mainstream samfund, og som derfor har skabt deres egne.
Vi er med andre ord ombord på en forestilling, der bogstaveligt talt flytter os – men uden at vi selv gør ret meget.
Kaptajn Atlas (Tobias Shaw) styrer båden med sikker hånd. Måske lidt for sikker. Undervejs samler vi guider op, og pludselig står Sverige og Mozambique personificeret foran os. Internationale spændinger blusser op midt i havnerundfarten, og det, der kunne ligne en turistoplevelse, får sprækker. Her mærker man forestillingens ambition: at lade gentrificeringens usynlige konflikter tage konkret form, lige foran os i båden.

Turen går videre gennem en række zoner: konsensuszonen, hvor beboerne er så meget i sync, at de telepaterer – og vi får indtryk af, at vi nu skal i land. Men det bliver overraskende svært. For hvordan forlader man egentlig en båd i fællesskab uden at komme til at reproducere uhensigtsmæssige mønstre? Hvem går først? Er det foran eller bagved? Kommer vi uforvarende til at spille ind i hierarkier om køn eller race? Jo mere vi prøver at gøre det rigtige, jo mere går vi i stå. Til sidst må vi opgive at finde en rækkefølge, alle kan blive enige om, og guiden telepaterer sig frem til, at det nok er bedst, vi sejler videre.
Og det gør vi så – til metropolis zonen, hvor pulsen holdes i gang til høj musik; de gamle hvide mænds zone, hvor de fremstår som lidt forvirrede udskud; og vandzonen, hvor spørgsmålene melder sig. Kan man overhovedet eje vand? Eller jord for den sags skyld?
Det er både satirisk og tankevækkende, og undervejs begynder man faktisk at se Københavns havn med nye øjne når vi glider gennem endnu flere zoner, selvom modstanden melder sig undervejs i form af Malik Grosos og Pernille Koch´s tømmerflådeaktivisme.

Og teknikken? Den fejler intet. Alle medvirkende har mikrofoner på, og vi hører dem klart og tydeligt, selv når de befinder sig langt inde på land. Det er en imponerende teknisk afvikling, som forestillingen ubesværet rider hjem.
Public Performance lykkes igen med at give os nye øjne på vores omgivelser. Vi bliver mindet om, at de ikke er neutrale, men fulde af fortællinger, konflikter og systemer.
Alligevel er der et lille men. Som publikum er vi mest af alt stationære. Jeg kunne have ønsket, at vi bevægede vores kroppe noget mere, i stedet for at overlade al dynamikken til scenariet omkring os. Det er en smagssag – og et bevidst valg – men det forhindrer forestillingen i at blive helt så kropsligt nærværende, som dens form ellers lægger op til.
Men måske er det netop pointen: at vi sidder stille og ser på, mens verden ændrer sig omkring os.
Som min ledsager sagde: Det har jeg aldrig prøvet før. Og det er der nok ikke så mange, der har. Netop derfor er Boat Tours NHZ en tur, man bør unde sig selv – en meget anderledes kanalrundfart, der både underholder og stikker til blikket på byen.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen og Public Performance her.
📸: Malle Madsen




Skriv et svar