Tivolirevyen har i flere år kæmpet en brav kamp for at finde solide ben at stå på. Sidste års revy med Linda P i spidsen gik nye veje, uden helt at evne at forny revyformatet, selv om der var mange spændende takter. I år er vi tilbage i det klassiske revyformat, med erfarne kræfter på og bag scenen – og en fornemmelse af, at man søger stabiliteten frem for det risikable.
Instruktør Martin Miehe-Renard iscenesætter netop med det klassiske greb, hvor tekst og musik tænkes som en samlet helhed. Bandet er velspillende og velrepræsenteret udi køn, og på scenen står et cast med en blanding af debutanter og erfarne kræfter. Alt er på plads.
Åbningen er, som den skal være: en klassisk invitation til at lade bekymringerne blive på den anden side af dørene til glassalen. Publikum føres ind i et trygt rum, hvor ingenting er farligt, og hvor man bare kan hygge sig og have det sjovt. Og det er godt – langt hen ad vejen. Men man kommer hurtigt til at savne farligheden. Den satiriske slagkraft, der burde få revyen til at brage igennem, udebliver.
Da jeg går fra revyen spekulerer jeg over hvorfor revyen har så trange kår i øjeblikket. Viljen fejler ikke noget. Men er tiden ved at løbe fra formatet? Er vi blevet så bevidste om os selv og vores omgangsformer, at vi ikke længere automatisk griner med, bare fordi resten af publikum gør det? For denne anmelder føles det i hvert fald sådan.
Den første stærke tekst kommer langt inde i revyen og er en skøn sang om perimenopause, skrevet og sunget af Sicilia Gadborg. Med på siden har hun Lea Thiim Harder og Neel Rønholt, og de tre debutanter får det soulede nummer til at gå rent hjem, i hvert fald hos de perimenopausale kvinder i salen, der også inkluderer undertegnede. Det er en god tekst og veludført musik, og man må nyde, at det nu til dags kan lade sig gøre at synge en sang om perimenopausen fra en revyscene og modtage et kæmpe bifald efterfølgende.
Kort efter får Mikkel Becker Hilgart lov til at folde sig ud som den pressede folkekirkepræst, der må betjene sine brugere i drivethrough-ceremonier, hvilket hurtigt giver anledning til en vis forvirring. Her formår tekstforfatter Søren Vandkær Thomsen at sige noget præcist både om folkekirken, der egentlig skulle være et rum til fordybelse, og om den nuværende tidsånd, hvor man bare gerne vil have så nem og tilgængelig adgang som muligt. Becker Hilgart er velsignet med en udtalt evne for fysisk komik, som han her får mulighed for at folde ud.
Og så er der Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard som pensionerede pantomimedansere: et nummer, der i sig selv gør revyen værd at se.
I anden akt er grisene på programmet i en god blanding af bondegårdsinspirerede sange med ny tekst, præcist fremført af Rønholt, Harder og Gadborg, og til sidst slutter vi med et potpourri af umage parringer udi musikkens verden, inspireret af Birthe Kjær og Tobias Rahim, hvor jeg må sige, at Kierkegaard og Volbeat især er et par, man kunne tænke sig at opleve, selvom nummeret overordnet er for langt.
Tivolirevyen 2026 er en solid og velspillet revy, der tydeligt vil det gode håndværk og den brede underholdning. Den har flere virkelig vellykkede øjeblikke, hvor både tekst, musik og komik rammer noget præcist og vedkommende, og hvor man mærker, at formatet stadig kan noget. Men helheden mangler bid. For midt i det trygge, veltilrettelagte rum opstår også en forsigtighed, der får satiren til at miste kant. Man går underholdt ud – men ikke rigtigt udfordret. Det er en revy, der fungerer, men som ikke helt tør det, der kunne gøre den nødvendig. Og netop derfor bliver den stående et sted mellem det hyggelige og det skarpe – uden for alvor at brage igennem.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om Tivolirevyen her.
📸: Camilla Winther
Skriv et svar