»Hvem er det?« spørger min 25-årige kollega, da jeg ved frokostbordet fortæller, at jeg om aftenen skal til premiere på Bryld – en verden på tværs, Teatergrads sommerforestilling om Tine Bryld. Om det blot er min kollega, der ikke kender til Bryld og hendes mastodontiske virke, eller om de yngre generationer virkelig ikke ved hvem hun var, skal jeg ikke kunne sige. Men spørgsmålet hænger ved gennem forestillingen.
Jeg er født i 80’erne og var teenager i 90’erne. Jeg husker Tværs. Jeg husker også den modstand, som hendes bramfri holdninger kunne vække hos visse familiemedlemmer. Hun lyttede, gav råd og serverede et kærligt, men håndfast skub i retning af selv at tage fat om problemerne. Måske savner nutidens ungdom en Tine Bryld. En klippe i strømmen af selvbestaltede eksperter, der deler mere eller mindre brugbare råd på sociale medier.
Dramatiker Andreas Garfield lader forestillingen begynde ved Brylds 50-års fødselsdag. En tale skal skrives, men hovedpersonen orker ikke længere at dele ud af sig selv. »Jeg er løbet tør«, siger hun. Herfra folder portrættet sig ud. Julie Riis spiller Tine Bryld ganske fornuftigt. Der er noget af en opgave, hun var et komplekst menneske og kompleksiteten favnes nogenlunde. Mikkel Reenberg og Brian Hjulmand spiller alle de andre – særligt mænd – der spillede en rolle i Tines liv. De to er en fornøjelse at se på, ligegyldigt om de spiller Tines ekskæreste, tungeslaskende erotiske bekendtskaber, borgmestre eller hvad som helst andet.
Også musiker Martine Madsen og teaterchef Christine Worre Kann medvirker. Martine Madsen har skrevet og komponeret og forløser musikken sammen med Kann, der også spiller rollen som Brylds, for mig, ukendte, kvindelige kæreste. Forestillingen vender konstant tilbage til dette forliste forhold til en kvinde, der, selv efter bruddet, tilsyneladende bliver ved med at være betydningsfuld i Brylds liv. Fandtes hun i virkeligheden? Det er ikke til at vide, hvorfor der virker lidt sært at forestillingen dvæler netop her.
Sir Grand Lears scenografi består udelukkende af havestole i plastic, som de var flest i 80´erne. De er malet i forskellige farver, og bliver kørt rundt på vogne. De repræsenterer mennesker, breve til brevkassen, barrikader og podier og sågar Brylds børn. Det er en god idé, og gør forestilingen velegnet til den lange turné, der er planlagt i efteråret, men fremstår en smule kluntet i udførelsen og anvendelsen.
Pelle Kann har instrueret Garfields tekst og man fornemmer at forestillingen har større kunstnerisk potentiale end holdet har evner til at forløse. De tre skuespillere klarer det godt, men både Kann og Madsen bruges også som skuespillere med varierende held. Musikken lyder lidt af 80´erne og 90´erne, men vokalt mangler forestillingen kvalitet, særligt sangteknisk.
Forestillingen ender, hvor den begyndte: ved 50-års fødselsdagen. Bryld giver sig selv det råd, hun gennem et langt liv har givet til så mange andre: Tag dig sammen. Kom videre. Og så fester hun natten lang. Men spørgsmålet er, hvad forestillingen vil os i dag. Er den tænkt som et portræt af et usædvanligt menneske, eller som et indspark til samtiden? Den giver aldrig rigtig svar. Der kræves et betydeligt forhåndskendskab til både Bryld og hendes samtid for for alvor at engagere sig i fortællingen. Til gengæld bliver forestillingen aldrig helt relevant nok til at overbevise dem, der ikke allerede ved, hvem Tine Bryld var. Som portræt er Bryld – en verden på tværs sympatisk. Som teateroplevelse lander den ikke helt på fødderne.
⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Per Morten Abrahamsen
Skriv et svar