Sylfiden

Det er noget særegent ved Tivoli, at man midt mellem rutsjebaner, candyfloss og popcorn, tilbyder klassiske kulturoplevelser som en naturlig del af oplevelsen. På Pantomimeteatret spiller Tivoli Balletkompagni sommeren igennem et repertoire, der spænder fra Harlekin-forestillinger og moderne dans til de helt klassiske værker. Blandt dem finder man denne sommer August Bournonvilles Sylfiden i Bo Bendixen og Gudrun Bojesens iscenesættelse.

Bournonvilles ballet fra 1836 udgør et af fundamenterne under den danske ballettradition. Handlingen udspiller sig i Skotland, hvor James står foran sit bryllup med Effy, men lokkes bort af den underskønne Sylfide – et naturvæsen, som kommer fra skoven og trækker ham i en anden retning end det etablerede samfund. Da spåkonen Madge forbander ham, ender historien som en romantisk tragedie med både sylfidens død og James’ undergang.

Forestillingen begynder på slaget 20. Først da Rådhusklokkerne er færdige med at slå, tager Herman Løwenskiolds musik over. Det er en flot overgang mellem byens lyd og forestillingens univers. Anthea Van der Ham er en særdeles yndefuld sylfide. Hun får det til at se ud, som om dansen på Pantomimeteatrets karakteristiske skrå scene er en leg. Det er ellers en vanskelig disciplin, og netop scenens hældning synes også indimellem at drille kompagniet. I de store fælles koreografier savner man en vis synkronicitet i korpset, og præcisionen kunne flere steder være skarpere.

Til gengæld er Anna Zavalloni et højdepunkt som spåkonen Madge. Med sit stirrende blik og sin haltende gang vækker hun både ubehag og fascination. Hun nyder synligt at skabe splittelse og uro blandt bryllupsgæsterne. Madge er lige så meget natur som sylfiden, men repræsenterer dens mørke og destruktive side. Robert Thomsen danser James med engagement og gør et bravt forsøg på den krævende rolle, men fremstår til en smule stiv i udtrykket.

Samlet set leverer Tivoli Balletkompagni en helt fornuftig forestilling. Man savner indimellem lidt større præcision, men det ændrer ikke ved, at Pantomimeteatret fortsat tiltrækker et stort publikum. Der findes næppe mange andre forlystelsesparker, hvor folkelig underholdning og højkulturel ballet eksisterer så ubesværet side om side. Det er en væsentlig del af Tivolis særlige charme.

Og måske er det netop derfor, at en forestilling som Sylfiden stadig giver mening her, trods sit bedagede indhold: som et romantisk vingesus midt i den gyldne sommersol. Er man i Tivoli, er Pantomimeteatret næsten altid et besøg værd. Og viser det sig, at der står Sylfiden på programmet, bliver fornøjelsen kun større.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Anett Ahrends

Skriv et svar