
Det er sjovest, når alle er med har været et slogan for Cirkus Summarum i årevis. I år er det ikke blot et slogan, men selve forestillingens omdrejningspunkt. Motor Mille, Hr. Skæg og Onkel Reje får selskab af Sælma og den gamle kending Christian, samt Pelle Emil Hebsgaard, der er tilbage som cirkusdirektør efter sin karriere som kommunemand, der dog stadig ligger og spøger. For man kan tage manden ud af kommunen, men ikke tage kommunen ud af manden
Sælmas møde med cirkuslivet begynder lovende, men udvikler sig hurtigt til en perlerække af katastrofer. Hver gang hun forsøger at lære, hvordan man »laver cirkus«, går noget galt. Onkel Rejes hoved står bogstaveligt talt for skud, Hr. Skægs skæg bliver utilsigtet trimmet, og uheldene hober sig op. Til sidst når hun frem til den smertefulde konklusion, at det måske ville være bedre, hvis hun slet ikke var med.

Der findes ingen skarpe kanter i årets Cirkus Summarum. Universet er ultratrygt og favnende. Selvom Onkel Reje stadig er fræk og uartig, så er han ikke ubehagelig, heldigvis. Historien er tynd – det ved den godt selv – og fungerer primært som løftestang for de mange indslag. Samtidig føles fortællingen velkendt; nærmest som en genbrugsversion af tidligere års fortællinger om fællesskab og selvværd. Men det gør ikke så meget. Historien skal først og fremmest skabe en ramme om oplevelsen.
Til gengæld bliver homogeniteten også forestillingens svaghed. Frede Gulbrandsens instruktion er sikker, men også så afbalanceret, at den nærmer sig det kedelige. De dygtige unge dansere ledsager som sædvanligt karaktererne, og musikalsk leverer DR Big Band forestillingens største triumf. I en sommer, hvor flere cirkusforestillinger har måttet nøjes med mere beskedne musikalske løsninger, er det en fornøjelse at opleve et fuldt orkester spille levende og nærværende til de mange sange.
Mens forestillingen spiller, raser en mindre debat uden for teltdugen. Direktøren for Cirkus Baldoni har kritiseret DR for at bruge public service-midler på cirkus i en branche, der kæmper med svære vilkår. Kritikken er til at forstå, men rammer måske ikke helt plet. For selv om Cirkus Summarum benytter sig af cirkuselementer, er det næppe de traditionelle cirkusnumre, der fylder tribunerne. Publikum kommer for at møde børnenes helte fra Ramasjang. At cirkusformatet udvikler sig og udvikler nye former, virker derfor mindre som en trussel og mere som en naturlig udvikling. Og mens DR utvivlsomt råder over større økonomiske muskler end de fleste andre danske cirkusser, går overskuddet trods alt til Muskelsvindfonden, som det har gjort gennem mange år.

Cirkus Summarum 2026 er derfor først og fremmest en hyggelig familieoplevelse. En ufarlig teateroplevelse i øjenhøjde med de yngste, hvor man samtidig støtter et godt formål. Der er ikke meget nyt under teltdugen, men det gør mindre, når forestillingen holder så stædigt fast i sit fællesskabsideal. Og heldigvis vender Sælma tilbage, så alle kan være med. For det viser sig, at hun er langt sjovere som menneske af kød og blod end som RobotSælma.
Også de praktiske rammer fungerer. Cirkuspladsen er stor nok til, at man ikke føler sig klemt, hverken før forestillingen eller i pausen, og afviklingen er professionel og præget af den særlige Cirkus Summarum-ro og orden.
Det er måske ikke en forestilling, der overrasker. Til gengæld ved den præcis, hvad den vil være. Og det er både tiden og pengene værd.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Morten Rygaard




Skriv et svar