Skuret

Vi står en lille gruppe mennesker foran Vestre Fængsel. Iført grå kedeldragter har vi fået udleveret en lommelygte og et sæt hovedtelefoner. “Forestillingen foregår i tavshed”, har vi fået at vide. Tavse sætter vi os ind i den lille bus med de afblændede vinduer, og tavse begynder vi at lytte til fortællingen om Skuret. Det er et effektivt anslag.

Skuret er fortællingen om, hvordan et antal fanger efter 2. verdenskrig blev henrettet. Bødlerne var almindelige politimænd, der mere eller mindre frivilligt udførte opgaven. Da vi kører fra pladsen foran Vestre Fængsel, ved vi endnu ikke, om vi er bødlerne, eller om vi er dem, der skal henrettes. Den usikkerhed står stærkt i starten, inden resten af forestillingen afdækkes.

Det er gruppen Aber Dabei, der sammen med Får302 har iscenesat fortællingen som en site-specific historie, hvor vi som publikum deltager. Det er første del af en trilogi, der tager udgangspunkt i det danske efterkrigstidssamfund, og kvinden bag, Petra Berg Holbek, er også vores guide. Med myndige fagter fører hun os rundt, efter vi lander på en øde plads på Refshaleøen. Der er noget flot og konsekvent over rammen. Det er enormt stemningsfuldt. Men der er også noget velkendt og lidt trættende ved alvoren, som vi kender godt fra flere historiske opgør der foregår i øjeblikket, en offentlig skyld, der skal mærkes på kroppen.

Først skal vi finde ud af, hvem vi tror blev henrettet. Det foregår ikke i tavshed, og det punkterer en smule det univers, vi netop er blevet præsenteret for i vores ører. Men seancen herefter, hvor vi i grupper guides til at bygge det skur, hvor henrettelserne skal foregå, og senere placeres som de 10 bødler, der var til stede ved alle henrettelserne, er til gengæld meget effektfuld. Her rammer forestillingen noget ubehageligt konkret, iscenesat på en skånsom og fin måde.

Forestillingen bygger på et omfattende kildemateriale, som dramatiseres og fortælles, mens vi går rundt på pladsen. Det er tankevækkende, hvordan et samfund retfærdiggør at dræbe andre mennesker, og hvordan man dengang prøvede at industrialisere drabet og brede skylden ud ved at lade så mange som muligt deltage i henrettelserne. Alle var delvist skyldige, men ingen bar hele skylden. Det er en stærk pointe. Måske næsten for stærk til forestillingens egen lidt pæne måde at fremføre den på. Tankevækkende er det også, at ingen kvinder blev henrettet. Det havde nok været anderledes i dag.

Der går dog lige lovlig meget tomgang i forestillingen. Først bliver vi bedt om bare at gå rundt og kigge — der er ikke særligt meget at se — og til slut guides vi op på en uvejsom bakke i regnvejr med lommelygter, hvor vi med mågeskrig i ørerne kan kigge over på Reffen. Det er ikke helt klart for mig, hvad denne bjergbestigning skal gøre godt for. Jeg er bare glad for, at vi alle kommer helskindet ned gennem brombærkrat og løse grene. Forestillingen er virkelig ikke for gangbesværede.

På den måde lykkes Aber Dabei og Får302 med at fortælle en interessant historie, men man savner mere end bare “noget mere”. Man savner et egentligt dramatisk pres. Det bliver en anelse selvhenførende i sidste ende, og selvom ideen er interessant, bliver det ikke helt klart, hvorfor den skal fortælles netop sådan

Site-specific teater er en svær størrelse, og ikke alle kan lide det. Her er man lykkes nogenlunde med en afdæmpet, ufarlig og lidt stillestående fortælling om efterkrigstidens mange dilemmaer. Skuret har sine effektfulde øjeblikke og en stærk historisk kerne, men som forestilling bliver den aldrig helt så nødvendig, som stoffet lægger op til. Det er synd, for materialet er sprængfarligt. Forestillingen nøjes for ofte med at stille os op på række i mørket.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her

📸: Aber dabei