Man skal ikke have læst med længe her på siden for at kende mine ambivalente følelser for den genre, der går under navnet jukeboxmusicals. Jeg har for nylig, i en anden anmeldelse, leveret en gedigen bredside, som man kan læse her. Alligevel forsøger jeg at møde alting med et åbent sind, og mine forhåbninger til Stupid Man – The Musical var faktisk høje. Dels fordi det lidt, jeg havde set, og selve opbygningen omkring forestillingen lød lovende, dels fordi en stor del af castet har solid musicalbaggrund. Det fik forventningerne til forsigtigt at kravle opad.
Men ak. Genren har det ikke let, og her får den heller ikke megen hjælp. Man kan caste nok så mange dygtige mennesker, men hvis grundstenene vakler, synker hele konstruktionen.
Thomas Helmig har aldrig været den store lyriker, men hans univers handler om det nære og relationelle, og derfor virker det umiddelbart oplagt at tage udgangspunkt i mennesker, der bor i opgang med hinanden. Her bliver vi vidne til, hvordan beboernes liv vikler sig ind og ud af hinanden. Nogle har kærestesorger, andre drømmer om nye eventyr, andre igen vil bare gerne have venner, og så er der parret med den nyfødte baby, der er ved at gå op i limningen. Da forestillingen er slut, har stort set alle fået en ny partner eller en ny retning i livet.
Problemet er bare, at historien næsten ikke eksisterer. Det hele emmer af 90’er-romantisk komedie, tvangsfodret med Thomas Helmigs musik, som man i øvrigt heller ikke har lagt nogen nævneværdig fortolkning ned over. Bandet spiller virkelig godt, men sangene står stort set i deres originalform. Gabriel Bier Gislasons manuskript er så tyndt og stillestående, at man uvægerligt spørger sig selv, om det ikke havde været ærligere at lave en hyldestkoncert.
Det er dog ikke alt sammen dårligt. Castet gør, hvad de kan, og det er ikke så lidt. Søren Torpegaard Lund er skøn som den anspændte nybagte far, der helst vil have, at verden tier stille, så babyen kan sove, mens Christopher Rørmose spiller hans mand, der nok savner lidt voksentid. De giver den gas til sidst og viser, hvad de kan både vokalt og med svedig dans i en helt overstyret sang i falset. Martin Greis-Rosenthal har en fin jordbundenhed som vicevært, mens Mailaika Bernth Mosendane og Monica Isa-Andersen finder hinanden fra hver deres ensomme hjørne. Amalie Mørup er skøn som den usikre kvinde, der bare ikke er til at få til at gå hjem igen fra naboens lejlighed, efter kæresten har låst sig ude. Og her kan man jo nok gætte, hvilken sang der synges.
Kirsten Brinks scenografi er nuttet og københavneridyllisk, men man skulle måske have nøjedes med fire lejligheder i stedet for at skabe seks ved at køre op og ned i lejlighederne på de store LED-skærme bag scenografien. Det virker forvirrende og trækker opmærksomheden væk fra det, der i forvejen kæmper for at finde retning.
Det er kort sagt ikke nogen særligt inspirerende aften i teatret. One and Only Musicals og Joy Maria-Frederiksen får demonstreret alt det, der er galt med jukeboxmusicalen, selv om castet kæmper en brav kamp med deres sparsomme materiale. Forestillingen lider under, at man har skrevet spillescenerne for at komme frem til sangene i stedet for at lade sangene drive handlingen frem. Det er for dårligt og venstrehåndsagtigt arbejde, og det er vanskeligt at forstå, at One and Only Musicals har så lave ambitioner på musicalens vegne. Det er vanskeligt ikke at blive vred på musicalens vegne.
⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: Miklos Szabo
Skriv et svar