Der er en egen glæde ved at møde klassikerne nogenlunde, som de blev tænkt – uden at nogen har haft fingrene alt for langt nede i dem. Den disciplin mestrer Det Ny Teater. Her er nybruddene få, men gensynet med de gode, gamle klassikere desto sikrere. Således også ’Guys and Dolls’ fra 1950, født midt i Broadways musicalguldalder. Samme periode gav os ’My Fair Lady’, ’The Sound of Music’ og ’West Side Story’.
Det var de store armbevægelsers, de skamløst karikerede figurers og de store shownumres tid. Det er svært ikke at overgive sig til i en samtid med for lidt solid underholdning og for meget juks.
Historien er, som så mange historier fra perioden, papirtynd. Vi er i 1930’ernes New York. Gambling er forbudt og foregår derfor overalt, ikke mindst omkring Nathan Detroit (Kim Hammelsvang) og Sky Masterson (Nicolaj Jandorf). En gambler spiller på alt, så hvorfor ikke også på kærligheden? Ind træder Frelsens Hær-soldaten Sarah Brown (Isabel Schwartzbach), tamburinen i strakt arm og blikket mod himlen, opsat på at frelse syndere. Hun siger nej til Mastersons tilbud om at tage en smuttur til Havana i bytte for et dusin syndere til sit vækkelsesmøde, men Masterson lokker hende alligevel. Her drikker hun sig fuld, smager på livet og forelsker sig i manden hun er sammen med. Selvfølgelig får de hinanden til sidst.
Forvent ikke nybrud på Det Ny Teater. Jeg nyder Simon Wells’ gammeldags, helt analoge scenografi, befriende blottet for LED-skærme, der kan alt og derfor alt for ofte, alt for lidt. Jeg nyder de store optrin og det velsyngende cast. Mest nyder jeg Karoline Brygmann som en vidunderligt pjattet Miss Adelaide, der bliver syg af ikke at blive friet til og vist nok har bildt sin mor ind, at hun og Detroit allerede er gift og har fem børn. Jeg nyder de velskrevne sange og livemusikken. Jeg nyder Jandorf, flot som Masterson, selv om stemmen savner fylde. Jeg nyder Schwartzbachs krystalklare vokal og præcise komiske timing. Og jeg nyder veteranen Preben Kristensen, fordi … Preben Kristensen.
Historien nyder jeg mindre. Den er en tynd fornøjelse med forbavsende lidt at sige os i dag. Jeg savner mere umpf helt ud til de bagerste rækker, mere fare i gangsterne og mere kemi over hele linjen. Og de bedagede kønsroller? Dem nyder jeg slet ikke.
Alligevel er ’Guys and Dolls’ en gedigen og ganske uimodståelig aften i teatret. I nogle timer holder den verden ude og lukker os ind i et stærkt karikeret 1930’er-New York. Og helt ærligt: Jeg ville stadig hellere være dér end i nutidens New York.
⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her
📸: Camilla Winther
Skriv et svar