Bedst som man troede, at dansk musical var ved at drukne i brainrot, dukker et uventet håb op på musicalhimlen. Olivia og skyggedansernes hemmelighed er nemlig lidt af en sjældenhed: en spritny dansk musical, der både vil underholde det brede publikum, tale mere specifikt til ungdommen og samtidig give os et solidt fantasybrag. Manuskriptet er Adam Prices, musikken Rasmus Seebachs, Ankerstjernes og Andreas Sommers, og Thomas Agerholm instruerer på Østre Gasværk et hold smækfyldt med unge talenter, der blot venter på at blive sluppet løs i branchen.
Forventningerne svæver sammen med TheatreMax-systemet helt oppe under Gasværkets loft, da jeg sætter mig til rette med min datter og ser et lille musicalmirakel folde sig ud. Olivia er selvfølgelig hende fra Rasmus Seebachs sang, som du nok allerede kender. Nu er hun blevet en 17-årig gymnasiepige, hvis mor døde under uafklarede omstændigheder. Sammen med sin far flygter hun fra et hjem gennemsyret af sorg og minder til Køge (jeg vil hellere dø end at bo i Køge …), hvor hun møder nye venner og læreren – og præsten – Kristine, der iscenesætter en musical om byens hekseprocesser. Snart melder spørgsmålet sig: Er Olivias sorg kun hendes egen, eller trækker den tråde tilbage til historiens forfulgte kvinder?
På overfladen er det historien om en ængstelig teenagepige; nedenunder åbenbares en fantasyfortælling med rødder i kvindeforfølgelse, arv og identitet. Seebach, Ankerstjerne og Sommer skriver pop, der behændigt spejler tidens lyd og samtidig bærer deres umiskendelige signatur. Publikum jubler til Tik tak boom (sandheden er, vi ved, I ik’ har styr på en skid), bliver rørt af Skyggedanser (… så man har bundet hende, brændt hende, druknet hende, jagtet hende …) og revet med af Løb Olivia! (… Kom nu, Olivia, stik af! …). Sangene fungerer ikke som pauser fra handlingen, men som dens følelsesmæssige motor, selv om et par af dem står lidt i stampe og med fordel kunne være skåret fra. Er man til pop – og tilmed Rasmus Seebach – er der meget at hente.
Musikken og historien skal naturligvis forløses, og det unge cast løfter opgaven langt ud over det forventelige. Som Olivia forener debuterende Amanda Frederikke Traun en klejn statur med en fabelagtig scenisk tyngde. Vi gisper, når hun svæver i John Bulleids fabelagtige illusioner, og da hun til sidst står over for sin modstander, er publikum allerede helt på hendes side. Ovenikøbet synger hun med en ung, sprød lyd, som rummer både kraft og fine nuancer. Blandt de øvrige debutanter leverer Lui Trampedach Mortensen med sin dubbingbaggrund replikkerne ubesværet og spiller med en sikker fysisk tilstedeværelse; Oscar Stahlfest kan både danse og spille skuespil, mens Sophia Alm Bircow især udmærker sig i dansen. Det er uden tvivl debutanterne, der løber med opmærksomheden. Christian Lund, Maria Lucia, Nanna Rossen og Mathias Flint gør det godt, men det er de unge, der for alvor giver håb for fremtidens danske musicalscene.
Benjamin la Cours åbne aulascenografi, bygget omkring en central drejescene, lader gymnasiets hverdagsrum glide ubesværet over i fortællingens fantasyunivers. Min medfølgende datter på ti år er mest fascineret af hologrameffekten, når Olivias afdøde mor sygner om at være skyggedanser. Hologrammet er ikke kun en imponerende effekt, men giver også hendes mor en særlig tilstedeværelse.
Adam Price skildrer brydningsfladerne mellem teenagere og deres forældre præcist. De unge vil anerkendes som mennesker frem for at blive rubriceret efter diagnoser, køn eller forhold; de voksne møder dem med den problemknusende omsorg, der så let bliver en form for kontrol. Her rammer forestillingen en præcis samtidstone: Voksengenerationen har lært en praktisk form for omsorg, men ikke nødvendigvis at lytte. I forsøget på at fjerne enhver modstand risikerer den at kvæle den ilt, der nærer ungdomsflammen.
Olivia og skyggedansernes hemmelighed giver mig håb på dansk musicals vegne og forhåbentlig har vi mere i vente af den slags. Østre Gasværk og Søren Møller har skabt en forestilling, der falder på et meget, meget tørt sted – og viser, hvor stærkt dansk musicalteater kan stå, når der satses på nye, originale fortællinger.
⭐⭐⭐⭐⭐
Læs mere om forestillingen her
📸: Emilia Therese
Læs også nedenfor
PS:
Spoiler alert!
Alligevel er der noget, der skurrer, og det er især feministen i mig, der vrider sig. Olivia viser sig at nedstamme fra den ene heks, der slap væk fra Køgeprocessen, mens Kristine – hendes lærer, der tilfældigvis også er præst – nedstammer fra den kvinde, der angav de mange kvinder i Køge. Kristine har valgt den sorte magi, og Maria Lucia træder til sidst frem i fuldt sort hekseskrud, Disney værdigt. Hekseforfølgelserne var dog ikke en kamp mellem gode og onde kvinder, men en af Europas mest hæslige former for kønnet vold, næret af uvidenhed, social disciplinering og mænds behov for at kontrollere kvinder. Når forestillingen alligevel fremmaner en faktisk ond heks, forskyder den historiens ansvar: Pludselig får fantasien om den farlige kvinde en smule ret. Dermed risikerer den at insinuere, at nogle af de forfulgte kvinder faktisk var onde og fik deres rette bekomst. Og dét er ikke bare ærgerligt; det svækker forestillingens egen fortælling. For i stedet burde vi kvinder stå sammen og forene os med alle de herlige kræfter, vi kan samle op gennem vores historie, vores urinstinkter og vores relationer til hinanden – hvis vi tør slippe dem fri.
Skriv et svar