Om jeg føler mig decideret renset efter at have set Katarsis på Nørrebro Teater, ved jeg ikke. Men jeg er helt sikker på, at jeg har set en forestilling, jeg sent vil glemme. Her binder hele publikum sig til øjeblikket med et festivalarmbånd. Det gør skuespillerne også, og som forestillingen skrider frem, viser det sig at være nødvendigt. For Katarsis er et gedigent og forvirrende miskmask af myter, sange, nutidige referencer og gamle ritualer, der spænder fra bulgarsk sang og publikumshypnose til nøgendans i et gennemsigtigt kar med vand. Man fristes til at sige, at forestillingen fremmaner Ragnarok mere og mere, som den skrider frem.
Signe Egholm Olsen og Patrick Baurichter tager sig ellers prægtigt ud i begyndelsen i vikingelignende kostumer med store gedehorn. De står flot og kunne nok skabe en stemning, men snart har de knogler i hænderne, tilsyneladende udlånt af Nationalmuseet. Det er urvølvens knogler, som de allernådigst har fået lov at låne. Her må man bemærke, at kraniet på mystisk vis har hår på hovedet. De to vil gerne fremmane urvølven for at … ja, det står ikke helt klart hvorfor, men snart kaster de sig ud i det ene forsøg efter det andet.
Anja Behrens har instrueret, og kan man ikke sige andet, kan man i hvert fald sige, at forestillingen er modig. Modig i sin mangel på logisk fremdrift og sammenhæng mellem scenerne, i sin høje grad af publikumsinvolvering og i sit blik for kropstyper, man ellers sjældent ser på scenen. Undervejs tænker jeg dog, at forestillingen lige lovlig ofte minder om øvelser på gulv, og at en hårdere kill your darlings-tilgang havde været gavnlig.
Snart har Baurichter og Egholm begravet deres nu hornafklædte hoveder i ler. Igen er det lidt uvist hvorfor, men – nok utilsigtet – sjovt er det da. Undervejs får vi også en slags historietime. Det er i det hele taget svært at finde ud af, hvad der foregår på scenen, og som publikum kommer man hurtigt til at føle sig ekskluderet fra den fest, de synes at have deroppe.
Vokalselskabet GLAS akkompagnerer forestillingen med bulgarsk sang i Christian Albrechtsens fabelagtigt flotte kostumer. Skal man fremhæve forestillingens største kvalitet, må det være disse kvinder, der med atonal kraft og nasal klang skærer sig ind i sjælen. Jeg finder dem straks på Spotify på vejen hjem og overvejer at opsøge en koncert for at genopleve netop dem.
I det hele taget bliver der ved med at træde nye folk op på scenen. En gedehornsbeklædt messingblæser dukker op af gulvet og viser sig også at være hypnotisør. Inden man ser sig om, står tre publikummer på scenen, mens to andre, der viser sig at være medvirkende, snart er afklædte og hvirvler omkring hinanden i karret med vand. Det sidste er faktisk smukt – og lige så uforståeligt som alt det andet.
Katarsis bringer ingen egentlig renselse. Hverken i verden eller hos publikum. Antallet af gange, jeg har skrevet »WTF?« eller Hvad fanden foregår der? i mine noter, er højt. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad der foregik. Måske gør jeg det aldrig. Men mellem forvirringen står billederne, modet og især GLAS’ stemmer tilbage. Det er ikke forløsning, men det er trods alt mere end ingenting. Jeg er temmelig sikker på, at urvølven er ligeglad med det hele. Påkaldelse eller ej.
⭐⭐
Læs mere om forestillingen her
📸: Jesper Berger
Skriv et svar