Again the sunset

Foto: Stanislav Dobak

Again the sunset’ – pakhus 11, performance af Inga Hákonardóttir. Spillede 9-10 oktober.

Nu skal jeg til det jeg ikke bryder mig om igen. For jeg KAN bedst lide at rose og tale om gode ting. Men alt kan jo ikke være lige godt – og nåja, denne forestilling var altså af den lidt mere tvivlsomme kvalitet.

Jeg elsker fysisk teater og dans – lad det være sagt med det første. Men denne forestilling manglede simpelthen substans.
Performancens ærinde var ifølge programmet at udforske intimitet gennem bevægelse og materialitet. De anvendte recitationer af musiktekster og gentagelse af disse tekster endeløst. 20 minutter af performancen foregår på en jernebanesvelle, som performerne får til at dreje som sig selv ved at hamre på den med den flade ende af en økse, mens de selv står på den. Der danner sig et fint mønster af træstøv på gulvet. Jeg overvejede flere gange ila forestillingen at forlade etablissementet og smække med døren. Men den meget monotone hamren og reciteren gør noget særligt ved publikum. Vi sidder på plateauer, der er placeret hele vejen rundt om dansegulvet. Flere publikummer ligger sig ned undervejs. Jeg selv falder næsten i søvn.
Efter denne jernbanesvellehamringsseance, fortsætter de i samme dur med reciteren af en tekst. Denne gang ligger kvinden på jorden og roder rundt og gemmer sit ansigt bag håret. Dette fortsætter også langt udover hvad der er interessant.
Til slut gentages konceptet med en ting – en slags kalksten – der bliver slået på, flytter sig og efterlader støv i mønster på jorden.
Jeg var særdeles letter da forestillingen var slut og kunne nærmest ikke forlade stedet hurtigt nok. Hele ideen var enormt uforløst. Selve konceptet med, at ting ændrer sig, vi selv ændrer os, når vi gentager ting igen og igen er interessant. Og jeg kunne forestille mig at jernbanesvelleseancen kunne gøres langt mere interessant ved at have nogle dansere til rent faktisk at bevæge sig til den meget rytmiske monotone hamren. Jeg savnede simpelthen fremdrift og relevans. Det var ikke spændende, interessant eller flot at se på. Der var bare…kedeligt.