Futurx – Gender

Futurx – Sydhavn Teater.  Kapitel 1 – køn – til 30. november.

Jeg tager i døren til P44 i sydhavnen. Den er ikke åben, men der er en ringeklokke, som jeg forsigtigt stemmer an. Døren åbnes til et klinisk hvidt lokale, hvor jeg bliver budt velkommen af en svensktalende mand. Han forklarer mig, at jeg nu skal ind i ”the zoo” – et performancemuseum, en durationel, der i november måned har temaet ”køn”. Jeg må gerne tale med performerne, men jeg behøver ikke og jeg skal i øvrigt ikke være ked af det, hvis jeg føler at jeg tyvkigger eller lytter til samtaler og handlinger. Det er det, der er pointen. Døren åbnes og jeg træder lige ind i et 70´er agtigt køkken, hvor 2-3 mennesker er ved at hænge snore op over det hele. ”Der foregår en performance i kælderen lige nu”, får jeg af vide, og fortsætter ned af trapperne.

I et kælderrum med en madras på gulvet, er en kvinde ved at fortælle om sit liv. Helt freestyle virker det til, fortællingen får lov til at tage form af hvad der sker, hvad hun fornemmer og hvordan vi – de besøgende i ”the zoo” bidrager. Jeg får udleveret en klump ler – jeg får ingen forklaring, men de øvrige besøgende sidder også med ler i hånden. Den unge kvinde fortæller. Om Grønland. Om at have en kæreste, der ville slå hende ihjel. Om at have en far der begik selvmord. Mens hun fortæller betragter jeg rummet. Indstøbt i gips, hængende fra loftet består rummet, udover madrassen, af hår. Mikrofonerne er også ved at blive bundet ind i hår. Der foregår en følelsesladet udveksling om det grønlandske folk og deres kultur. Men så er der brug for en cigaretpause og der sker et opbrud.

Ovenpå er aftensmaden ved at blive forberedt. Suppe – både vegansk og ”almindelig”, naturligvis, det er jo trods alt kunstnere vi har med at gøre. Almindelig ping pong om hverdagsting. De snore der var ved at blive hængt op da jeg kom, er nu udspændt over hele rummet, så man ikke kan bevæge sig omkring uden at kravle. Mit hoved ramler konstant ind i snorene.  Jeg føler mig lidt udenfor. Jeg tror, det er det, der er meningen. I rummet ved siden af, er udspændt jakker med gips om sig. Udspændt af snore, på tværs af rummet. Ler er klattet op på den hvide væg, og på gulvet. På døren er flere små kighuller.

Så kaldes til aftensmad. Vi besøgende bliver også budt. Jeg ved ikke om jeg skal sige ja eller nej. Jeg holder mig på afstand, måske lidt bange for at blive udfordret for meget, selvom de jo trods alt virker søde allesammen. Men man ved aldrig med vilde dyr i en zoologisk have.

Futurx er en såkaldt durationel. En performance, der foregår over tid og som ændrer sig fra dag til dag, time til time. 5 forskellige kunstnerteams er inviteret til at give et bud. Det er ret interessant og selvom jeg var lidt forvirret, da jeg forlod stedet, kan jeg klart anbefale at opleve det. Et spændende mix af hverdag og extravagance. Af menneskelig adfærd og iscenesatte tableauer.  Regn med at være der i flere timer. Tag en ledsager med. Jeg kunne sagtens forestille mig, at kigge forbi et par gange igen, og se hvad der nu sker.  Vil du med?